Business

Rusland forsøger at narre danske virksomheder, advarer Dansk Industri

Dansk Industri ser fænomenet som et tegn på, at EU's sanktioner er begyndt at kunne mærkes i den russiske industri.

Som en del af EU's sanktioner er det forbudt at eksportere en lang række produkter til Rusland. Men nu tyder det på, at Rusland forsøger at få danske virksomheder til at omgå sanktionerne.

Det advarer Dansk Industri om.

Ifølge Dansk Industri prøver Rusland at lokke danske virksomheder til ulovligt at sælge produkter til Rusland via transitlande som Kasakhstan og Georgien.

Sådan en forespørgsel har det danske handels- og produktionsfirma Walbom A/S fået. Virksomheden leverer specielle kemikalier, der blandt andet bruges til at beskytte elektronik i flyindustrien, herunder forsvarets F16-fly.

Og 1. september fik den danske virksomhed en mail fra en russisk afsender.

Ville have kemikalier

"Hallo kære", startede henvendelsen skrevet på gebrokkent engelsk. Her stod, at afsenderen søgte leverandører af nogle specielle kemikalier via "parallel import", og at den kunne betale gennem sine "partnere i Georgien og Kasakhstan".

Men Walbom A/S takkede straks nej, oplyser administrerende direktør Jens Geschwendtner til Dansk Industri.

- Vi har aldrig og vil ikke levere nogen produkter til Rusland. Slet ikke den slags produkter, der er på sanktionslisten. Jeg var totalt overrasket over den hilsen, der jo lige nøjagtigt opfordrer til at begå noget ulovligt og omgå Vestens sanktioner imod Rusland, siger Jens Geschwendtner.

Ifølge Børsen udtrykte Toldstyrelsen allerede i juni bekymring for, at Kasakhstan, der er i økonomisk union med Rusland, blev udnyttet som mellemstation for russisk handel med varer.

Og tal fra Toldstyrelsen viser, at antallet af danske virksomheder, der er godkendt til eksport af varer til Kasakhstan, er steget fra 40 til 76 siden februar. Desuden voksede eksportmængden i samme periode fra 161 tons til 620 tons. Det skriver Børsen.

Vær ekstra opmærksom

Dansk Industri ser forespørgslen til danske Walbom A/S som et udtryk for, at EU's sanktioner er begyndt at kunne mærkes i den russiske industri.

- Det gælder også særligt russernes muligheder for at producere avancerede våbensystemer. Derfor vil de gå meget langt i forsøget på at få fat i de produkter, som de skal bruge, siger Peter Bay Kirkegaard, seniorchefkonsulent i Dansk Industri.

Derfor opfordrer Dansk Industri virksomheder til at være ekstra opmærksomme på, at deres produkter ikke havner i Rusland ad omveje.

Af samme årsag kontaktede Jens Geschwendtner hurtigt Dansk Industri efter den mystiske mailforespørgsel.

- Jeg synes, at det er vigtigt at få bredt budskabet ud til andre virksomheder om, at russerne nu forsøger at lokke virksomheder til at omgå sanktionerne. Russerne kan være heldige, at modtageren ikke er opmærksomme. Eller det kan friste nogle til bevidst at begå ulovligheder. Det skal vi gøre alt for at standse, siger Jens Geschwendtner.