Business

Nye tal – priserne fortsætter himmelflugt

Særligt de høje priser på el og gas trak priserne op i august. Men i september er de faldet lidt igen, fortæller cheføkonom.

Trods måneder med rekordhøj inflation, tog prisstigningerne i august endnu et nøk opad.

I august var inflationen i Danmark – opgjort som priserne på varer og tjenester i Danmarks Statistiks forbrugerprisindeks – nemlig 8,9 procent højere end på samme tidspunkt sidste år.

I juli lå stigningen 8,7 procent.

Sidst priserne i Danmark steg i samme tempo, som det sker i øjeblikket, var i 1983.

Hos Danske Bank kommer mandagens tal bag på cheføkonom Las Olsen. For selvom han kalder prisstigningerne "meget markante", havde han faktisk forventet, at inflationen ville være endnu højere

- Det er jo stadigvæk meget, meget høj inflation, og det er en stigende inflation. Så priserne stiger i et hurtigere tempo, og set med forbrugerøjne går det den forkerte vej, siger han til TV 2.

Høje elpriser trak inflationen i vejret

Ifølge Danmarks Statistik er det særligt priserne på fødevarer, el, gas og brændstof, som trækker prisindekset op.

Størst er stigningen for fødevarer, der samlet set er steget knap 16 procent i pris sammenlignet med sidste år.

Det er dog kategorien "boligbenyttelse, el og varme", der havde den største påvirkning på det samlede forbrugerprisindeks i august, fordi det også fylder meget i danskernes budgetter.

Isoleret set bidrog produktgruppen nemlig med 3 procentpoint i årsstigningen i det samlede forbrugerprisindeks. Det skyldes i høj grad højere priser på elektricitet og andre energiformer.

- Det begynder at trække i den anden retning

Det er vigtigt at holde sig for øje, at inflation normalt måles ved at sammenligne de nuværende priser med sidste års priser.

Men ser man udelukkende på prisændringerne fra juli til august i år, er udviklingen faktisk 0 procent. Og gennem den seneste tid har flere økonomer forudsagt, at prisstigningerne snart vil begynde at tabe pusten.

Så sent som søndag vurderede Steen Jakobsen, der er cheføkonom for Saxo Bank, at "det simpelthen ikke kan blive meget værre".

Og spørger man Las Olsen fra Danske Bank, tyder de seneste tal også på, at der er lys i horisonten.

- Vi har en formodning om, at vi nu ikke er så langt fra toppen af inflationen. Det er meget drevet af energipriserne, for vi har kunnet se i september, at gas- og elpriserne er faldet lidt igen, og det begynder at trække lidt i den anden retning.

Hos Arbejdernes Landsbank mener cheføkonom Jeppe Juul Borre dog, at det bliver sværere og sværere at spå om inflationen de næste måneder. Det er fortsat mest sandsynligt med prisstigninger, vurderer han.

- Energipriserne hopper og danser og er i øjeblikket med til at definere inflationens retning, skriver han i en analyse.

- Der er desuden fortsat udsigt til brede prisstigninger for danskerne, hvor stadig mange virksomheder forventer at hæve priserne over den kommende tid.