Energikrise

Mangel på træpiller får pensionist til at overveje drastisk løsning: - Det er måske den eneste mulighed

Ifølge klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) findes der "desværre ingen snuptagsløsninger" på manglen på træpiller.

Gøres der ikke noget snart, kommer Danmark til at løbe tør for træpiller til vinter.

Sådan lyder advarslen fra Associationen Dansk Biobrændsel (ADB), der er brancheforening for en række af Danmarks største importører af biomasse. Ifølge ADB risikerer de 100.000 danskere, der varmer deres hjem op med træpiller, dermed at fryse i stuerne.

Og allerede nu får danskere med pillefyr i hjemmet en forsmag på, hvad der kan vente dem i løbet af årets koldeste måneder. Priserne på træpiller er nemlig rekordhøje, og flere steder er de slet og ret udsolgt.

Det har fået Harry Virkelyst til at overveje at tage drastiske midler i brug. Han er pensionist og bor sammen med sin kone uden for Herning på en landejendom, der kun opvarmes med et træpillefyr.

- Vi kan simpelthen ikke eksistere, hvis ikke vi får træpiller. Så må vi leje en vognmand og selv hente dem nede i Polen, siger han.

Jeg går op i, at ingen skal fryse til vinter

Dan Jørgensen, klima-, energi- og forsyningsminister

Flere steder er priserne tredoblet

Vil man lige nu købe træpiller til vinteren, risikerer man at måtte gå skuffet hjem igen, fortæller formand for ADB Henrik Nørbo Mosegaard.

- Vi begynder at se situationer, hvor der er udsolgt hos forhandlerne. Men det er lidt forskelligt fra forhandler til forhandler, hvordan det rammer, siger han til TV 2.

Henrik Nørbo Mosegaard understreger, at mange forhandlere af træpiller kun modtager ordrer over telefonen. Derfor må man ikke lade sig fortvivle, før man har ringet rundt, siger han.

Finder man en forhandler, der har træpiller på lager, er det dog ofte til priser, der ifølge Henrik Nørbo Mosegaard er ”forfærdeligt høje”.

- Priserne har kørt op og ned de seneste år. For nogle år siden var de nede under 750 kroner for et ton. Herefter var de oppe på 1500 kroner, og nu kan man sagtens komme op og betale 4500 kroner for et ton, siger han.

Ifølge tal fra prissammenligningstjenesten Pricerunner er træpiller i gennemsnit steget 130 procent i pris siden august sidste år. Men flere steder er prisen mere end tredoblet.

Det har fået så mange danskere til at undersøge prisen på brændsler som træpiller på tjenesten, at træpillerne nu har overhalet mobiltelefoner på listen over de mest populære produkter.

- Det er tydeligt, at danskerne er bekymrede for at fryse til vinter, og interessen for træbriketter og brænde er så stor som aldrig før. Alle vil sikre sig, at de kan varme huset op, når det bliver koldt, siger Katrine Barslev, som er forbrugeranalytiker hos Pricerunner.

- Hele vores pension vil gå til til el og varme

På landejendommen uden for Herning har Harry Virkelyst lige nu træpiller nok til de næste to måneder. Men når han går på nettet for at købe flere, er prisen 5800 kroner for et ton, fortæller han.

Harry Virkelyst får endda pillerne lidt billigere end mange andre, fordi han opbevarer dem i en silo uden for huset og derfor kan købe dem i løsvægt.

Men med et forbrug på cirka 15 tons om året bliver det alligevel til en merudgift på mere end 60.000 kroner.

- Det er godt nok mange måneders pension, jeg skal bruge på det. Det har jeg simpelthen ikke penge til i øjeblikket, så vi må spare lidt sammen og se, om vi kan lave en aftale et sted, fortæller Harry Virkelyst.

Holder priserne sig på det nuværende niveau, vil det for de to pensionister betyde, at der ikke er penge tilovers til meget andet end det allermest nødvendige.

For eksempel tror Harry Virkelyst ikke engang, at de vil have råd til at hælde benzin på bilen.

- Så går hele vores pension til el og varme, siger han.

Løber Danmark tør, er det "en katastrofe"

Selvom det lige nu er både svært og dyrt at anskaffe sig træpiller, understreger Henrik Nørbo Mosegaard, at der nok skal komme flere på markedet.

Men hvor mange danskere som Harry Virkelyst normalt køber ind til et helt års forbrug i efteråret, kan de lige nu blive nødt til at købe brændslet lidt efter lidt.

- Før i tiden vidste vi tit, hvad der kom ind af skibe, og kunne styre det hele i løbet af en sæson. Udfordringen i dag er, at mange først sætter noget til salg, når det kommer ind. Ellers ved vi jo ikke, om vi har pillerne, fortæller Henrik Nørbo Mosegaard.

Derfor er der mangel på træpiller i Europa

Allerede sidste år fik en tør og vindstille sommer efterspørgslen på træpiller til at stige, fordi de i højere grad blev brugt til at producere el på kraftværker.

Situationen er kun blevet gjort værre af krigen mellem Rusland og Ukraine, der begge er blandt de største eksportører af træpiller til Europa.

Det har ifølge ADB skabt en mangel på mindst 7,2 millioner tons træpiller i Europa, hvilket svarer til mere end det dobbelte af hele Danmarks træpilleforbrug i 2020.

Samtidig er byggebranchen, hvis restprodukter bruges til at producere træpiller, begyndt at tabe pusten. Derfor risikerer Danmark også en situation, hvor man må kæmpe om alt for få træpiller med resten af Europa, advarer ADB.

Derfor vil der ifølge formanden også komme flere perioder i de kommende måneder, hvor træpiller er udsolgt ved forhandlerne.

Og medmindre vinteren bliver meget mild, forventer ADB fortsat, at der ikke vil være træpiller nok til alle i årets koldeste måneder.

- Det er jo en katastrofe, hvis ikke vi kan få varme. Hvis ikke vi kan fyre, når det fryser her til vinter, så fryser alle rør og radiatorer, og så springer de jo bare, fortæller Harry Virkelyst.

Er træpiller slet ikke til at opdrive til vinter, overvejer han derfor selv at hente dem i eksempelvis Polen.

- Det er måske den eneste mulighed, vi har for, at vores hus ikke bliver ødelagt, og at vi overhovedet kan være indenfor, siger han.

Ifølge Henrik Nørbo Mosegaard er der heller ikke noget ulovligt i selv at importere træpiller – og som privatperson er man endda undtaget fra de bæredygtighedskrav, der trådte i kraft sidste år.

Men alligevel må formanden skuffe.

- Der er heller ikke nogen træpiller at finde i Polen, understreger han.

Minister "går op i, at ingen skal fryse"

For to uger siden luftede ADB sin bekymring for akut mangel på træpiller i et brev til klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S).

Men det er endnu ikke lykkedes TV 2 at få et interview med ministeren om sagen.

I et skriftligt svar til TV 2 siger Dan Jørgensen dog, at han har bedt om at få ”problemet og eventuelle handlemuligheder” afdækket.

- Jeg går op i, at ingen skal fryse til vinter. Vi følger udviklingen tæt og er opmærksomme på, at man oplever leveringsproblemer på træpiller nogle steder, udtaler han.

Blandt andet ses der ifølge ministeren på, om der kan sikres flere træpiller ved at øge produktionen.

Derudover undersøges det også, om ”nogle hjem med træpillefyr har andre muligheder”.

- Der er desværre ingen snuptagsløsninger, men der kan være mange veje – og dem arbejder vi lige nu hårdt på at finde, siger Dan Jørgensen.