Elprisen sætter rekord igen
Ifølge eksperter kan vi forvente voldsomme prissvingninger på gas og el i efteråret og en vinter med høje varmeregninger.
Elprisen sætter endnu engang rekord i Danmark.
Prisen svinger fra time til time, men tirsdag koster én kilowatt-time i gennemsnit 4,5 kroner på den nordiske elbørs Nord Pool før afgifter, gebyrer og moms.
Når alt er medregnet, bliver prisen cirka 7,5 kroner for forbrugerne.
Dermed når prisen det højeste niveau i de 12 år, det statslige selskab Energinet har data for. En rekord, der har stået for fald flere gange de seneste uger og nu er slået på ny.
- Lige nu må vi betegne prisniveauerne som værende voldsomt ekstreme, lød det for tre dage siden fra Ole Sloth Hansen, der er råvarestrategichef hos Saxo Bank.
En perfekt storm
Årsagen til de rekordhøje priser skal findes i en række uheldige sammentræf, som af flere eksperter kaldes en ”perfekt storm” på energimarkedet.
Det er blandt andet Ruslands invasion af Ukraine, der har sendt prisen på gas i vejret. Men den seneste tid er det især tørken i Europa, der har presset priserne op.
På grund af tørken er vandstanden faldet i store europæiske floder, og det har givet store problemer for transporten af olie og kul ad de vigtige vandveje.
Det spiller også ind, at flere store kernekraftværker i Frankrig er ude af drift på grund af vedligeholdelse, mens prisen på eksempelvis norsk vandkraft også er presset op af den varme og tørre sommer.
Ifølge Ole Sloth Hansen fra Saxo Bank kan vi forvente voldsomme svingninger på både gas- og elpriserne i efteråret, hvor han kalder energisituationen ”historisk usikker”.
Vinter med høje priser
Forbliver priserne høje, vil det også kunne mærkes i langt de fleste danske hjem ifølge Louise Aggerstrøm, der er privatøkonom og chefanalytiker i Danske Bank.
- For en almindelig børnefamilie kan det altså godt løbe op i flere hundrede eller tusinde kroner ekstra om måneden på elregningen, hvis priserne ligger så højt, som de gør i de her dage, har hun sagt til TV 2.
Hun vurderer, at danskerne skal forberede sig på en vinter med ualmindelige høje varmeregninger. Det samme mener Jim Vilsson, der er seniorøkonom hos Energinet.
- Vi skal ændre vores holdning generelt til, hvordan vi bruger el, for vi kommer nok også til at ligge omkring det her niveau den kommende vinter, har han sagt til TV 2.