Business

Danskernes syn på økonomien ligger stadig ”langt under frysepunktet”

Vi er endnu ikke begyndt at øge vores opsparing så meget, som vi plejer, når kriser truer. Men det kan være en god ide at begynde, siger privatøkonom.

Det er en dårlig idé at købe et større fjernsyn eller en ny vaskemaskine lige nu.

Det mener i hvert fald de danske forbrugere, ifølge nye tal fra Danmarks Statistiks såkaldte forbrugertillidsindikator.

Det kan give god mening lige nu at bygge en lidt større buffer op i vores økonomi

Louise Aggerstrøm, chefanalytiker og privatøkonom ved Danske Bank

Her er et udsnit af danskerne blandt andet blevet spurgt, om de mener, at det lige nu ”er fordelagtigt at anskaffe sig større forbrugsgoder”.

Deres svar omregnes derefter til et tal, og i august faldt dette til -37,7. I juli var tallet på -30,7, og dermed er svarene i gennemsnit blevet væsentligt mere pessimistiske end for en måned siden.

Forbrugertillid - Sådan skal tallene forstås

  • Tallene er udtryk for, hvor optimistiske eller pessimistiske et udvalgt udsnit af danskerne er på økonomiens vegne.
  • For de fleste af tallene kan man lidt karikeret sige, at svar over nulpunktet er godt, og at svar under nulpunktet er skidt. Der er dog enkelte undtagelse.

  • Det er desuden værd at bemærke, at der ikke er tale om en procentangivelse, men derimod om et tal baseret på et pointsystem, der for spørgsmål om større forbrugsgoder ser således ud:

    - Fordelagtigt at købe nu =  100 point

    - Hverken fordelagtigt eller ufordelagtigt at købe nu =  0

    - Ufordelagtigt at købe nu, bedre at vente = -100

  • Du kan læse mere om metoden i TV2s store økonomioverblik lige her.

Samlet set ligger hele forbrugertillidsindikatoren, hvor danskerne bliver spurgt til deres syn på både deres egen og hele Danmarks økonomi, stadigt historisk lavt for tredje måned i træk.

- Det er et tegn på, at stemningen er meget, meget dårlig derude, siger Louise Aggerstrøm, der er chefanalytiker og privatøkonom ved Danske Bank.

Forventer samme priser om et år

Til gengæld tyder noget på, at danskerne forventer, at vi har set det værste til inflationen for nu.

Da de i juli blev spurgt, hvordan de forventer, at priserne i samfundet vil se ud om ét år sammenlignet med i dag, var svaret 22,5.

Her betyder et positivt tal, at vi forventer højere priser, mens et negativt tal betyder forventninger om prisfald.

I august er det tal faldet markant til 0,8, hvilket betyder, at vi i gennemsnit forventer, at priserne bliver på det nuværende niveau.

Alligevel ser danskerne stadig næsten lige så pessimistisk på deres families økonomiske situation om et år, som de gjorde i sidste måned. Og ifølge Louise Aggerstrøm er danskerne stadig ”ekstremt negative”.

- De her stigende priser er virkelig gået ud over vores humør, og de er er virkelig gået ud over vores opfattelse af, hvordan økonomien har det. Også vores egen økonomi, siger hun.

Kan "give god mening" at spare mere op

Spørger man økonom i Arbejdernes Landsbank Lisette Rosenbeck Christensen, ligger danskernes økonomiske humør stadig ”langt under frysepunktet”.

- Det er et signal om, at danskerne vil begrænse deres forbrug. Det er bekymrende, da det peger på en yderligere opbremsning i privatforbruget, som udgør næsten halvdelen af dansk økonomi, skriver hun i en skriftlig kommentar.

Lisette Rosenbeck Christensen forventer dog ikke, at privatforbruget vil falde lige så meget som forbrugertilliden.

Ifølge Louise Aggerstrøm ser danskerne heller ikke lige så sort på tilværelsen, når de svinger dankortet på eksempelvis restauranter, som når de svarer på spørgsmål fra Danmarks Statistik.

- Noget af det, vi lader til at skærer ned på, er, at når vi går ned i supermarkedet, så kigger vi mere på, hvad vi putter i kurven, siger hun.

Samtidig er vi heller ikke begyndt at øge vores opsparing lige så meget, som vi normalt gør, når kriser truer.

Men ifølge Louise Aggerstrøm er det ikke nødvendigvis nogen dårlig idé lige nu:

- Der er ikke nogen tvivl om at det kan give god mening lige nu at bygge en lidt større buffer op i vores økonomi, for der er meget usikkerhed lige nu