Energikrise

Elprisen slår igen rekord – så meget dyrere er dine apparater blevet at bruge

Danskerne må forberede sig på, at den seneste tids rekordhøje elpriser vil fortsætte hen over vinteren, advarer økonomer.

Torsdag slår prisen på strøm for tredje dag i træk rekord i Danmark.

Elprisen svinger time for time, men torsdag koster én kilowatt-time uden afgifter, gebyrer og moms i gennemsnit 4,19 kroner på den nordiske elbørs Nord Pool.

Vi kommer nok også til at ligge omkring det her niveau den kommende vinter

Jim Vilsson, seniorøkonom ved Energinet

Det er den højeste dagspris nogensinde registreret hos Energinet, som driver el- og gasnettet i Danmark. Men allerede onsdag sneg prisen sig for første gang op over 4 kroner, og tirsdag lød den på 3,65 kroner.

Særligt slemt stod det til onsdag aften mellem klokken 19 og 20, hvor prisen nåede op over 5,5 kroner, hvilket er den højeste timepris målt i 12 år.

Og ifølge Louise Aggerstrøm, der er privatøkonom og chefanalytiker ved Danske Bank, vil den seneste tids rekordhøje elpriser kunne mærkes i langt de fleste danske hjem.

- For en almindelig børnefamilie kan det altså godt løbe op i flere hundrede eller tusinde kroner ekstra om måneden på elregningen, hvis priserne ligger så højt, som de gør i de her dage, siger hun til TV 2.

Så meget dyrere er dine elektriske apparater blevet

Selvom blandt andet krigen i Ukraine og en særligt tør sommer i Europa i månedsvis har fået elpriserne til at skyde i vejret, har den seneste uges priser været usædvanligt høje.

Ser man alene på de første fem dage af uge 33, har danskerne i gennemsnit måtte betale 6,4 kroner per kilowatt-time inklusive afgifter, gebyrer og moms.

Til sammenligning lå den pris de samme fem dage sidste år på 2,4 kroner – altså en stigning på mere end 160 procent.

I grafikken herunder kan du se, hvor meget dyrere en række elektriske apparater er blevet at bruge i samme periode.

Hvor det sidste år kostede cirka 2,06 kroner at køre en vask i en almindelig vaskemaskine, koster det i denne uge 5,42 kroner. Og tænder man for sin gamercomputer, bruger den på tre timer strøm for knap 4 kroner mod 1,5 kroner sidste år.

Men selvom det måske lyder som småpenge, må man ikke lade sig narre, understreger Louise Aggerstrøm.

- Mange af de her ting er noget, du har tændt hele tiden og bruger dagligt. Så det kan godt være, at det kun er et par kroner, men det løber op, siger hun.

Sådan har vi gjort

Tallene er beregnet på baggrund af Energistyrelsens tal for en række apparaters almindelige energiforbrug.

Her er der taget udgangspunkt i apparater, der er højst fem år gamle.

De tal er herefter holdt sammen med Nord Pools data for den gennemsnitlige dagspris på el for de første fem dage af uge 33 i henholdsvis 2021 og 2022 samt taksterne for afgifter, gebyrer og moms i Forsyningstilsynets elprisstatistik.

Ingen prisfald denne vinter

Spørger man Jim Vilsson, der er seniorøkonom hos Energinet, skal årsagen til de rekordhøje priser findes i en række uheldige sammenfald.

Mens blandt andet krigen i Ukraine har fået priserne på gas til at eksplodere, er flere store kernekraftværker i Frankrig ude af drift på grund af vedligeholdelse.

Derudover har den varme og tørre europæiske sommer fået prisen på norsk vandkraft til at skyde i vejret.

Og samtidig har tørken fået vandstanden i de store europæiske floder til at falde så meget, at det har stukket en kæp i hjulet på transporten af kul ad de vigtige vandveje.

Godt nok kan de danske vindmøller og solceller trække elprisen gevaldigt ned. Men ifølge Jim Jim Vilsson er der ikke udsigt til, at situationen ændrer sig lige foreløbigt.

- Når det blæser, og solen skinner, skal vi nok få lavere priser. Men vi skal ændre vores holdning generelt til, hvordan vi bruger el, for vi kommer nok også til at ligge omkring det her niveau den kommende vinter.

Det kan du gøre for at spare

Hos Danske Bank vurderer Louise Aggerstrøm også, at man må vænne sig til tanken om endnu en vinter med ualmindeligt dyre varmeregninger.

- Sad man sidste vinter og tænkte ”Det er godt nok koldt og mørkt lige nu, men jeg skal bare lige udstå det her, så bliver det bedre”, kan man godt begynde at skyde en hvid pind efter det, siger hun.

Men dermed ikke sagt, at danskerne bare må sidde med hænderne i skødet.

Vil man spare penge på sin elregning, anbefaler privatøkonomen nemlig eksempelvis at vaske sit tøj, når strømmen er billig.

Derudover er det ifølge Louise Aggerstrøm en god ide at undersøge, om man kan få strømmen billigere ved et andet elselskab.

Sidst, men ikke mindst, kan man overveje, om det er tid til større energirenoveringer.

- Har du en kummefryser af ældre dato, kan det måske svare sig at skifte den ud med én med et nyere energimærke, for det kan måske hurtigt tjene sig hjem, slutter privatøkonomen.