Business

Udlejere kritiserer loft over huslejestigninger: - Det er noget makværk

Flere udlejere holder allerede huslejestigningerne omkring det foreslåede loft. Men det er ikke sikkert, at de kan blive ved, lyder det.

Danskernes husleje skal de næste to år ikke kunne stige med mere end 4 procent om året.

Sådan lyder det tirsdag i et udspil fra Statsminister Mette Frederiksen (S), efter at TV 2 den seneste uge har sat fokus på de op mod 180.000 lejeboliger, der risikerer markante huslejestigninger drevet af inflationen.

Men hos de danske udlejere giver man ikke meget for statsministerens nye udspil.

Vi kan godt komme i en situation, hvor vi skal betale gildet for at hjælpe vores lejere

Hans Andersen, direktør i City Ejendomme i Aalborg

De nuværende regler, hvor udlejere kan lade huslejen stige i takt med den generelle inflation i samfundet, blev indført i 2015.

Og spørger man Hans Andersen, der er direktør i City Ejendomme i Aalborg, burde man på Christiansborg have forudset, at inflationen på et tidspunkt ville skyde i vejret.

- Men nu går man ud og siger, at man kun kan regulere med 4 procent fordelt over 2 år, og det er noget makværk, siger han til TV 2.

Danske lejere risikerer voldsomme huslejestigninger

Siden 2015 har private udlejere kunne regulere husleje efter udviklingen i det såkaldte nettoprisindeks, der følger den generelle inflation for de varer og tjenester, der indgår i husholdningernes forbrug.

Ordningen blev indført som erstatning for den udskældte trappeleje, hvor huslejen hvert år kunne stige med et bestemt beløb eller procentsats.

Men i en tid, hvor pandemi, krig og global forsyningskrise har pustet til inflationen, får det stor betydning for lejerne.

Nu risikerer 180.000 danske lejere nemlig voldsomme huslejestigninger, der kan risikere at løbe op i 8-10 procent.  

Udlejeres udgifter stiger også

Hos EjendomDanmark, der repræsenterer en lang række private udlejere, kalder administrerende direktør Peter Stenholm det foreslåede loft på 4 procent "grebet ud af den blå luft".

- At man bare dikterer et tal og siger, at det er nok sådan, det er, det har jeg svært ved at se fornuften i, siger han til TV 2.

Direktøren anerkender, at udsigten til de rekordhøje huslejestigninger sætter mange lejere i en ulykkelig situation.

Men samtidig understreger han, at udlejernes udgifter også stiger. Og derfor kan udspillet ende med at koste dem dyrt.

- Der er ikke nogen tvivl om, at i det omfang, at deres udgifter stiger mere end de 4 procent, tager man penge op af lommen på dem, så det vil selvfølgelig gøre ondt, siger Peter Stenholm.

EjendomDanmark har tidligere peget på både lønninger, driftsudgifter på udlejeres kontorer, moderniseringsudgifter, vedligeholdelse og rengøring som eksempler på udgifter, der lige nu stiger for udlejerne.

Udlejere giver allerede rabat

Selvom Hans Andersen fra City Ejendomme også "udmærket forstår", at hans lejeres økonomi udfordres fra mange sider, frygter han også for sin egen virksomheds fremtid.

Alligevel har han ligesom flere andre udlejere allerede valgt at give mange af sine lejere rabat på huslejestigningen i år. Hos Hans Andersen kan rabatten udgøre omkring halvdelen.

- Vi har gjort det af respekt for vores lejere, fordi vi gerne vil passe på dem, og for at de ikke søger nye muligheder og opsiger deres lejemål, siger Hans Andersen.

Er man blandt de lejere, der står til den hidtil højest mulige huslejestigning, holder rabatten stigningen nede på 4,4 procent i år – altså kun en smule over det foreslåede loft.

Men alligevel er Hans Andersen bekymret for de kommende måneder.

Bliver priserne – og dermed hans egne udgifter – ved med at stige, er det nemlig ikke sikkert, at han har råd til at holde huslejestigningerne nede.

- Vi kan godt komme i en situation, hvor vi skal betale gildet for at hjælpe vores lejere. For vores priser stiger altså også bare, siger Hans Andersen.

Kig dybere i værktøjskassen

Vil regeringen løse problemet med de skyhøje huslejestigninger, burde den ifølge Peter Stenholm "have kigget dybere i værktøjskassen".

Konkret nævner han lempelser af energiafgifterne som et sted, hvor man kunne hjælpe både lejere og udlejere.

- Man kunne jo sige: "Hvorfor er det lige udlejerne?". Hvorfor kigger man ikke på noget, der i virkeligheden kan komme mange til gode? spørger han.

Hos City Ejendomme foreslår Hans Andersen derimod, at man spreder huslejestigningerne baseret på nettoprisindekset ud over flere år.

På den måde undgår man enkelte år med uoverkommeligt store stigninger for lejerne, mener han.

- Den gode løsning kunne være, at man kiggede på, hvad gennemsnittet har været (i udviklingen i Nettoprisindekset, red.) de seneste år og aftaler en fast regulering ud fra det, siger Hans Andersen.