Business

Tidligt fingerpeg tyder på, at dansk økonomi vokser igen

Flere økonomer advarer fortsat om, at de skyhøje energipriser og stigende renter kan stikke en kæp i hjulet på Danmarks økonomiske vækst.

Den danske økonomi lader til at være i fremgang.

Efter et lille dyk i bnp-væksten i årets første tre måneder peger nye tal fra Danmarks Statistik på en overraskende vækst på 0,7 procent i andet kvartal.

Der skal nok komme masser af ubehageligheder

Michael Svarer, professor i nationaløkonomi

Der er tale om den såkaldte bnp-indikator, som er et tidligt og foreløbigt vækstskøn for den danske økonomi.

Men selvom bnp-indikatoren før har vist sig ikke at ramme hovedet helt på sømmet, kalder Michael Svarer, der er professor i nationaløkonomi og tidligere økonomisk overvismand, tallene for ”meget positive”.

- De danske virksomheder ser ud til at have en stærk konkurrencedygtighed, og industrien producerer stadigvæk og kan afsætte sine produkter, siger han til TV 2.

Samtidig viser beskæftigelsesindikatoren – der ligesom bnp-indikatoren er et tidligt skøn for beskæftigelsen – en stigning på 0,7 procent i den samlede beskæftigelse i andet kvartal.

- Der skal nok komme masser af ubehageligheder

Med de seneste tre måneders fremgang styrer den danske økonomi udenom en såkaldt teknisk recession – altså to kvartaler i træk med negativ bnp-vækst.

Flere økonomer har ellers advaret om sandsynligheden for, at blandt andet de høje energipriser og stigende renter kan udløse en økonomisk tilbagegang i den kommende tid.

Men gennem det seneste kvartal har der ifølge Danmarks Statistik været fremgang både i den offentlige sektor og i de fleste brancher – særligt industrien samt hotel- og restaurationsbranchen.

Hvad er bnp?

  • Bnp står for bruttonationalprodukt, og tallet fortæller, om dansk økonomi vokser eller skrumper. 
  • Bnp er et lands samlede offentlige og private produktionsresultat over en periode, oftest et år eller et kvartal. Bnp er med andre ord et mål for aktivitetsniveauet i økonomien.
  • FN har opstillet nogle kriterier for opgørelsen af bnp, og da man følger disse i de fleste lande, bliver det muligt at sammenligne de enkelte landes økonomier med hinanden.

Kilde: Danmarks Statistik

Alligevel hænger sorte skyer stadig over Danmarks økonomi, advarer Michael Svarer:

- Der skal nok komme masser af ubehageligheder. Der er det fint at have en meget stærk økonomi, og det har vi. Både stærke virksomheder, et stærkt arbejdsmarked og de offentlige finanser er også stærke.

Tallene er "en smule skizofrene"

Hos Nykredit kalder cheføkonom Palle Sørensen tallene for ”en smule skizofrene i øjeblikket”.

På den ene side klarer arbejdsmarkedet sig nemlig godt, og eksporten er stærk.

- På den anden side peger for eksempel detailsalget på fortsat faldende privatforbrug, hvor de rekordhøje prisstigninger, som danskerne oplever i øjeblikket, er hovedforklaringen, skriver han i en skriftlig kommentar.

Ligesom Michael Svarer advarer han samtidig om, at de skyhøje gaspriser og stadigt stigende renter vil stikke en kæp i hjulet på væksten.

Derfor forventer man også hos Nykredit, at den danske økonomi vil stå ”mere eller mindre i stampe” fra nu og frem mod anden halvdel af 2023.

- Ser vi lidt fremad, er der mørke skyer over økonomien i øjeblikket, siger Palle Sørensen