God inflationsnyhed fra USA – men for tidligt at glæde sig i Danmark
Lavere benzinpriser har blandt andet medvirket til, at inflationen er faldet en smule i USA.
Det tyder på, at de voksende forbrugerpriser er bremset for nu i USA.
Det står klart, efter at der onsdag eftermiddag er kommet tal for inflationen i juli. Den lyder på 8,5 procent, og det er et fald fra 9,1 procent i juni.
Tallet for juli er en smule lavere end økonomernes forventning. De havde forventet et fald – dog kun til 8,7 procent.
Ikke gældende for Danmark
- Det virker ikke usandsynligt, at vi endelig er forbi toppen i inflationen i USA, siger Frederik Engholm, der er chefstrateg i Nykredit.
Han tilføjer, at en lignende udvikling næppe er om hjørnet i Danmark.
- Herhjemme må vi desværre nok vente en stund på det. Men usikkerheden er stor, da mange priser svinger uvant meget – ikke mindst energi, siger han.
Lavere benzinpriser har været med til at sænke inflationen i USA. Stigende boligpriser har dog samtidig skubbet udviklingen den anden vej.