Business

Lufthansa-strejken er helt anderledes end SAS', siger analytiker

Strejken i Lufthansa rammer også Københavns Lufthavn og har allerede efterladt tusindvis af passagerer strandede.

Onsdag morgen strejker 20.000 ansatte fra Tysklands største flyselskab, Lufthansa, og det vil resultere i flere end 1000 aflyste flyafgange.

Det skriver nyhedsbureauet AFP, som tilføjer, at strejken vil påvirke omkring 134.000 passagerers rejseplaner.

Strejken kommer lidt over en uge efter, at piloterne hos SAS vendte tilbage til arbejdet.

Spørger man Jacob Pedersen, som er aktieanalysechef og luftfartsekspert hos Sydbank, er der stor forskel på strejken hos Lufthansa og den hos SAS.

- I Lufthansa vil medarbejderne gerne have 9,5 procent mere i løn. I SAS handler det om, at de (piloterne, red.) skulle 20 til 25 procent ned i løn og op i produktivitet, så det er to meget forskellige situationer, siger han til TV 2.

Strejker kun i et døgn

Ifølge Københavns Lufthavn vil strejken i Lufthansa ramme 18 flyvninger til og fra København. Allerede tirsdag blev 12 af dem aflyst.

I lufthavnene i de tyske byer München og Frankfurt er Lufthansas flyprogrammer næsten helt ryddet, oplyser Lufthansa.

Indtil videre har strejken ifølge selskabet efterladt 7500 passagerer strandet i Asien, Sydamerika og USA.

Kun medarbejdere, som arbejder på landjorden, er omfattet af strejken. Det gælder for eksempel teknikere og logistikmedarbejdere.

Allerede torsdag morgen forventes de ansatte at genoptage arbejdet. Altså strejker de kun i et døgn, hvorimod SAS-piloterne strejkede i to uger.

Ifølge Jacob Pedersen skyldes det, at medarbejderne i Lufthansa vil markere deres utilfredshed og ikke lave et oprør, ligesom piloterne gjorde hos SAS.

- De her to ugers strejke, som vi oplevede hos SAS, forventer jeg ikke, at vi ser hos andre flyselskaber i Europa, fortæller han.

"Urimelig" strejke, siger Lufthansa

Medarbejderne hos Lufthansa forlanger adskillige procenter mere i lønstigning, end de er blevet tilbudt, og de begrunder det med, at de oplever en større arbejdsbyrde.

Derudover har de haft en lønnedgang under coronakrisen og mærker den stigende inflation, som har gjort hverdagen dyrere, siger fagforeningens forhandler, Christine Behle, til det tyske nyhedsbureau dpa.

Lufthansa kaldte mandag i en pressemeddelelse strejken for "urimelig" for både kunderne og andre medarbejdere.

Michael Niggemann, som er Lufthansas hr-chef, fortæller, at flyselskabet i forvejen er presset økonomisk som følge af coronakrisen.

- Det (strejken, red.) bliver endnu mere uforståeligt af, at der fra arbejdsgiverens side allerede er blevet tilbudt en stor og afbalanceret lønstigning, siger han i pressemeddelelsen.

Ifølge Jacob Pedersen er uenigheden mellem de strejkende medarbejdere og selskabet stor.

- De vil gerne have 9,5 procent mere i løn, og det er meget for et flyselskab, som ikke har tjent penge de sidste 2-3 år, og som stadigvæk forsøger at komme sig over corona, men hvor fremtidsudsigterne ser relativt gode ud, siger han til TV 2.

Forhandlinger om et nyt lønudspil i Lufthansa vil finde sted igen 3. og 4. august.

Sommer fyldt med strejker

Lufthansa og SAS er ikke de første flyselskaber i Europa, som har haft strejkende medarbejdere i sommerperioden, hvor der er ekstra travlhed.

I det irske flyselskab Ryanair valgte kabinepersonalet at gå i strejke for højere løn og bedre arbejdsforhold.

Hos SAS valgte piloterne at strejke, fordi de var utilfredse med, at selskabet ansatte nye piloter på billigere overenskomster i de to datterselskaber SAS Link og SAS Connect.

Desuden ville de også have de tidligere piloter, som blev opsagt under coronapandemien, genansat. Noget, der nu vil ske på sigt.

Jacob Pedersen fortæller, at flyselskaberne i Europa har været sårbare denne sommer, da de har manglet hænder, og nogle har manglet fly.

- Det giver udslag i, at medarbejderne mener, at de har gode vilkår til at forhandle løn op, siger han.