Business

Den amerikanske centralbank giver markant løft til renten - en voldsomt stor renteforhøjelse, siger cheføkonom

Den lempelige finanspolitik og krigen i Ukraine har betydet den største stigning i inflationen i 40 år, og derfor sætter FED nu renten op igen.

Den amerikanske centralbank (FED) sætter renten op med 0,75 procentpoint for at bekæmpe inflation. Det er anden gang siden juni og fjerde gang i år, at renten hæves.

Det betyder, at renten nu er på 2,5 procent.

I juni hævede FED ligeledes renten med 0,75 procentpoint, og da man gjorde det, var det den største rentestigning siden 1994.

- Det er ikke overraskende, at de sætter renten op, men det er en voldsom stor renteforhøjelse i kølevandet på en anden forhøjelse, siger Las Olsen, der er cheføkonom i Danske Bank, til TV 2.

En overophedet økonomi

I USA har de – som i Europa – ført en lempelig finanspolitik siden finanskrisen, både under den tidligere præsident Donald Trump og nuværende præsident Joe Bidens ledelse, og den politik er blevet videreført under coronapandemien.

Det betyder ifølge Las Olsen, at landets økonomi er overophedet.

- Der er et akut behov for at dæmpe den amerikanske økonomi. De har fastholdt det lave renteniveau for længe, og i forsøget på ikke at begå fejlene, der blev begået efter finanskrisen, er man endt i den modsatte grøft med en høj inflation til følge, lyder det fra cheføkonomen.

En ustyrlig inflation

I juni steg inflationen – altså forbrugerpriserne – i USA med 9,1 procent sammenlignet med samme måned sidste år.

Det er den største stigning i priserne registreret i 40 år.

Noget, der altså både skyldes den lempelige finanspolitik, men også krigen i Ukraine, der blandt andet har ført voldsomme stigninger på energipriserne med sig – og det er de udfordringer, som Federal Reserve System forsøger at bekæmpe med den store rentestigning.

- Europæerne er primært ramt af krigen, mens amerikanerne også er ramt af den lempelige politik, og der er ingen tvivl om, at rentestigningen vil sætte en dæmper på den amerikanske økonomi, hvilket vi også vil kunne mærke i Danmark. Det er trods alt verdens største økonomi, siger Las Olsen.

Centralbanker: Fra ECB til FED og Nationalbanken

  • En centralbank er en offentlig institution, der administrerer et lands eller en gruppe af landes valuta og styrer pengemængden.
  • I Danmark hedder centralbanken Nationalbanken, og den øverste direktør er Lars Rohde.
  • Den Europæiske Centralbank (ECB) dækker de 19 EU-lande, der har euroen som valuta.
  • Fordi Danmark har en såkaldt fastkurspolitik over for euroen – hvilket sætter grænser for, hvor meget euroens værdi må svinge i forhold til den danske krone – kan Nationalbanken kun i mindre omfang styre den danske rente selv.
  • ECB har til huse i Frankfurt, Tyskland, og den har officielt en målsætning om at sikre "prisstabilitet". I virkeligheden vil det sige, at ECB og andre centralbanker styrer efter en inflation på cirka 2 procent om året.
  • Den amerikanske centralbank (FED) spiller også en meget vigtig rolle for den globale økonomi og pengepolitik.