IMF varsler lavere vækst: Krigen i Ukraine kan medføre recession
Den Internationale Valutafond sænker sine forventninger til væksten i verdensøkonomien med 0,4 procentpoint.
Krigen i Ukraine har været med til at sende forbrugerpriserne på himmelflugt de seneste måneder, og hvis det fortsætter, kan det ende med en regulær recession.
Det vurderer Den Internationale Valutafond (IMF) tirsdag. Samtidig sænker IMF sine forventninger til den globale vækst yderligere for i år og næste år.
I april lød prognosen, at den globale økonomi ville vokse med 3,6 procent i 2022, men det er nu blevet nedjusteret til 3,2 procent.
- Udsigterne er blevet markant mørkere siden april. Verden kan snart vippe på kanten af en global recession kun to år efter den sidste, lød det tidligere tirsdag fra IMF's cheføkonom, Pierre-Olivier Gourinchas, på et pressemøde.
- Verdens tre største økonomier, USA, Kina og euroområdet, går i stå. Det har store konsekvenser for de globale udsigter.
Delvist tilbage på sporet
For 2023 var forventningen i udgangspunkt det samme, men her er IMF nu endnu mere skeptisk og venter en samlet vækst på 2,9 procent.
I perioden efter finanskrisen i 2009 og frem til 2019, før coronapandemien ramte, har den globale vækst til sammenligning ligget på mellem 2,6 og 4,5 procent.
Recession betegner en periode med økonomiske tilbagegang. Det kan blandt andet indebære stigende arbejdsløshed.
Verdensøkonomien var delvist kommet tilbage på sporet sidste år, efter at coronapandemien havde haft alvorlige konsekvenser for væksten året forinden. Sidste år steg verdensøkonomien med 6,1 procent.
Dyster fremtid hvis Rusland lukker for gassen
IMF sagde i forbindelse med prognoserne i april, at de var behæftet med stor usikkerhed på grund af krigen i Ukraine, der blandt andet har været med til at skubbe energipriserne i vejret.
Hvis Rusland lukker helt for gashanerne til Europa, så kigger kontinentet ind i en endnu mere dyster fremtid, forudser fonden.
Skulle det scenarie vise sig at blive til virkelighed, så vil den globale vækst ligge på 2,6 procent i år og to procent næste år.
Væksten i Europa og USA alene ventes i det tilfælde at være ikkeeksisterende.