Inflation

I dag forventes ECB at tage kampen op mod de tårnhøje priser

Lige nu er Den Europæiske Centralbank fanget mellem at bekæmpe inflationen og at afværge endnu en sydeuropæisk gældskrise.

De seneste måneder har været plaget af historisk høje priser, men det vil Den Europæiske Centralbank (ECB) torsdag forsøge at dæmme op for.

Det sker, når den ifølge forventningen vil hæve renterne med 0,25 procentpoint. Herefter vil den danske nationalbank, hvis alt går, som det plejer, også hæve renterne i Danmark.

Når renten hæves, bliver det dyrere at låne penge, hvilket vil lægge en dæmper på de stigende priser.

Sidste gang ECB hævede sine renter, var i kølvandet på finanskrisen i 2011.

Hvis det sker igen torsdag, vil det være endnu et skridt væk fra den anormale tilstand, hvor danskerne har måttet betale for at have mange penge stående i banken.

Kan føre til prisfald på boligmarkedet

Et rentehop vil også få andre konsekvenser for rigtigt mange danskere, siger Henrik Ørholst, der er erhvervskommentator på TV 2.

Onsdag kom nyheden om, at forbrugertilliden er den laveste, der nogensinde er målt. Kommer en rentestigning oven i hatten, vil det medføre et øget udbud på boligmarkedet og dermed et prisfald på ejerboliger, siger Henrik Ørholst.

For danskere med meget korte lån vil rentehoppet betyde, at deres lån vil blive dyrere. Har man et fastforrentet 30-årslån, vil den højere rente dog ikke betyde det store – medmindre man ønsker at sælge sin bolig i den nærmeste fremtid.

For erhvervslivet bliver det dyrere at drive virksomheder, der er afhængige af at skaffe finansiering. Det kan være virksomheder, der handler med fast ejendom eller har store maskiner.

Virksomheder i eksempelvis softwarebranchen vil typisk ikke mærke lige så meget til, at prisen på penge bliver forhøjet.

Sydeuropæerne holder vejret

Vender vi blikket væk fra Danmark og ud i Europa, vil rentestigningen blive en væsentligt større kamel at sluge i den sydlige del af kontinentet.

For lande med en høj nationalgæld vil højere renter automatisk betyde, at det bliver dyrere at have gæld.

Eurolande som Grækenland, Italien og Spanien har alle lånt langt flere penge end lande som Danmark, Sverige og Holland.

Lige nu befinder Italien sig allerede i økonomisk rørte vande. Torsdagens forventede rentehop kan kaste landet ud i endnu en økonomisk krise, siger Henrik Ørholst.

Seniorøkonom hos Dansk Erhverv Kristian Skriver kalder en rentestigning "hård kost" for et land som Italien.

- En renteforhøjelse giver altså sved på panden hos finansministrene hos en række sydeuropæiske lande, som har en meget høj offentlig gæld, siger han til Ritzau.

Den Europæiske Centralbank er derfor fanget i en balance mellem at bekæmpe den høje inflation og at afværge endnu en gældskrise i Sydeuropa.

I yderste konsekvens kan situationen true euroens eksistens, lyder analysen fra cheføkonom i Sydbank Søren Kristensen.

- Hvis det kommer ud i en uholdbar situation med en gældskrise, og man i værste fald kan frygte en statsbankerot i nogle af de sydeuropæiske lande, så kan det være sådan noget, der kan betyde game over for euroen, siger han til Ritzau.