Business

Optimisme om SAS’ fremtid: - Det begynder at ligne noget

Fremtiden ser ikke helt så sort ud for SAS, som den tidligere har gjort. Der venter dog stadig masser af problemer forude.

Selvom en aftale mellem SAS' ledelse og piloter landede mandag aften, og selvom langt de fleste af selskabets fly efter planen er tilbage på vingerne fredag, står problemerne stadig i kø for det kriseramte luftfartsselskab.

Piloternes strejke har kostet selskabet lidt over en milliard danske kroner på et tidspunkt, hvor det i forvejen har milliardunderskud på kontoen.

Alligevel er der forsigtig optimisme at spore hos SAS' administrerende direktør, Anko van der Werff.

- Det er et stort skridt for os. Et godt skridt. Godt for investeringslysten, sagde han til TV 2 mandag aften.

Optimismen deles af Hans Jørgen Elnæs, der er luftfartsanalytiker hos Winair.

- Jeg tror, aftalen er så god, at SAS vil kunne klare at tiltrække sig investorer, siger han.

Følger spareplanen

Også Jacob Pedersen, Sydbanks aktieanalysechef og luftfartsekspert, glæder sig på vegne af selskabets fremtid.

- Det er rigtig godt nyt for SAS, at man får landet den her aftale og også i særdeleshed, at man på omkostningssiden lever op til det, som man egentlig havde forventet i 'SAS Forward'-planen. Det er det, der gør, at den her plan bliver holdt på sporet, og så peger pilen altså fremad for SAS, siger han til TV 2.

SAS præsenterede i februar den store spareplan SAS Forward. Der skulle findes besparelser for 5,3 milliarder kroner årligt, og det skulle visse medarbejdergrupper – herunder piloterne – bidrage til med et trecifret millionbeløb.

- Det vigtige her er jo, at man får gennemført denne her SAS Forward-plan, hvori piloterne skal stå for 600 millioner svenske kroner (cirka 426 millioner danske kroner, red.) i besparelser, siger Hans Jørgen Elnæs.

Langvarig aftale giver ro

Årsagen til den store begejstring for aftalen mellem SAS' ledelse og piloter er, at aftalen strækker sig over 5,5 år, hvilket er længere tid end end den typiske overenskomst i Skandinavien, der ofte varer et par år et, to eller tre år år.

- Aftalen strækker sig over fem et halvt år og giver den ønskede stabilitet. Investorer ønsker jo stabilitet, sagde Anko van der Werff natten til tirsdag, da den nye overenskomst var kommet på plads.

Ifølge Hans Jørgen Elnæs er netop stabiliteten særlig vigtig, fordi SAS skal tiltrække investorer fremover.

- Nu kan SAS udføre sit arbejde med at rekonstruere selskabet, uden at der opstår konflikter med piloterne de næste fem år, understreger han.

Det er Jacob Pedersen enig i:

- At SAS med sikkerhed kan planlægge i forhold til fremtiden, når man kender piloternes vilkår, er vigtigt. Spørgsmålet er, om man kan gennemføre noget af det samme med andre medarbejdergrupper, for så begynder det lige pludselig at ligne noget, siger han.

Konkursbeskyttelse skal redde SAS

Dagen efter at strejken begyndte, søgte SAS om konkursbeskyttelse i USA i en såkaldt 'Chapter 11-proces', som skal hjælpe selskabet igennem den store spareøvelse og være med til at presse nogle af selskabets kreditorer til at eftergive gæld.

SAS skal både bruge investorer til at hjælpe sig igennem konkursbeskyttelsen i USA, men også til at investere i selskabet på almindelig vis, siger Jacob Pedersen.

- Strejken i sig selv har garanteret fået mange investorer til at løbe skrigende væk, men det gør i og for sig ikke så meget, når der faktisk er investorer, siger han og understreger, at det lader der til at være.

Chapter 11-konkursbeskyttelse

  • Chapter 11 henviser til en bestemt del af den amerikanske konkurslovgivning, der sætter rammerne for den beskyttelse, et selskab kan søge mod konkurs.
  • Formålet med en Chapter 11-beskyttelse er, at det skal give en virksomhed tid til at gennemgøre nødvendige omstruktureringer for at undgå konkurs på længere sigt.
  • En Chapter 11-ansøgning skal godkendes og overvåges af en domstol i USA.
  • En række af verdens største selskaber har været gennem en Chapter 11-proces – nogle med succes, andre uden.

Problemerne er ikke løst endnu

Selvom SAS har fået sine piloter tilbage på arbejde, er selskabet dog langt fra reddet, vurderer Jacob Pedersen.

- SAS' problemer er overhovedet ikke løst, siger han.

Ifølge Jacob Pedersen skal SAS i gang med at gøre sine hoser grønne for særligt to grupper: De fritidsrejsende, som SAS i fremtiden skal have flere af, og de kreditorer, som ifølge redningsplanen skal overbevises om at bytte deres gæld til blandt andet aktier.