Havde SAS en aftale eller ej? Derfor blev strejkens slutspurt så kaotisk
Først sagde SAS’ bestyrelsesformand Carsten Dilling, at man havde en aftale med piloterne. Så sagde selskabet det modsatte.
Mandag aften begyndte det glade budskab at sive ud fra forhandlingslokalet i Stockholm:
SAS og piloterne, der havde forhandlet i månedsvis, var blevet enige om en ny overenskomst, der dermed ville sætte en stoppe for den strejke, der havde plaget SAS’ ferierejsende i mere end to uger.
Faktisk nåede både Dansk Metal, der forhandlede på vegne af de danske piloter, og SAS’ danske bestyrelsesformand, Carsten Dilling, at bekræfte, at en aftale var på plads.
Men pludselig skiftede stemningen: Der var ikke nogen aftale på plads, lød det i en officiel meddelelse fra SAS.
Først langt ud på natten, næsten syv timer efter de første meldinger om, at en aftale var i hus, kunne SAS’ ledelse og piloter komme ud med armene over hovedet.
Men hvorfor tog processen så lang tid? Hvornår kom aftalen egentlig på plads? Og hvorfor modsagde SAS’ bestyrelsesformand og kommunikationsafdeling sig selv, da der var allermest på spil?
TV 2 opruller her forløbet.
Bestyrelsesformanden blev modsagt
Kort efter klokken 20:30 mandag kunne TV 2 erfare, at en aftale var på plads om en ny overenskomst. Få minutter senere udkom Danmarks Radio med samme historie.
Knap en halv time efter skrev det svenske erhvervsmedie Dagens Industri det samme – men denne gang med en udtalelse fra SAS’ danske bestyrelsesformand Carsten Dilling, der blev citeret for at sige, at ”vi har en aftale, nu skal de sidste underskrifter bare på plads”.
Over for flere danske medier, herunder TV 2 og Berlingske, bekræftede også Dansk Metal, at piloterne og SAS’ ledelse var nået til enighed.
Men klokken 21:29 udsendte SAS en officiel meddelelse på engelsk og svensk, hvor de direkte modsagde både Dansk Metal og selskabets egen bestyrelsesformand:
- SAS er endnu ikke nået til enighed med SAS Scandinavias pilotforeninger, lød overskriften på den kortfattede besked, der gjorde forvirringen total. SAS kaldte pressens skriverier for ”spekulation” og gjorde det i stedet klart, at forhandlingerne fortsat pågik.
I flere medier, der havde skrevet om aftalen kom det atypiske forløb i stedet til at fylde.
Først klokken 03:20 natten til tirsdag sendte SAS en officiel besked ud om, at nu var der en aftale på plads.
Misforståelser førte til uskønt og kaotisk forløb
Af blandt andet dagbladet Børsen er hele forløbet beskrevet som ”kaos i kommunikationen” fra SAS’ side, fordi bestyrelsesformand Carsten Dilling sagde én ting, mens virksomheden selv sagde noget andet.
”Uskønt" og "kaotisk” er to andre ord, Børsen bruger til at beskrive situationen.
Carsten Dilling siger nu selv, at han blev misforstået af journalisten fra Dagens Industri – men han indrømmer samtidig, at der var knas i kommunikationen hos SAS selv:
- Der var nok lidt misforståelser i kommunikationen, også på vores indre linjer, siger Carsten Dilling i et interview med TV 2 tirsdag.
Han fortæller, at han sågar fik en SMS fra Dansk Metals formand, Claus Jensen, der bekræftede aftalen mandag aften.
- Jeg taler med en svensk journalist (fra Dagens Industri, red.), men på grund af vores skandinaviske cirkussprog misforstår han mig. Jeg sagde klart til ham, at vi ikke kunne kommunikere noget ud, før der var underskrifter på aftaledokumenterne, siger Carsten Dilling til TV 2.
Men, Carsten Dilling, det var jo cirka klokken 21, og aftalen blev først officiel midt om natten. Hvornår kom aftalen egentlig i hus?
- Det var lige efter klokken tre i nat, at underskrifterne blev sat på dokumenterne.
TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra Dansk Metal om forløbet mandag aften, men fagforeningen har ikke ønsket at kommentere det.