Business

SAS vil genoptage forhandlinger med piloter

Dansk Pilotforening er klar til at forhandle, men undrer sig over ikke selv at have hørt fra SAS.

SAS tager initiativ til at genoptage forhandlingerne med SAS Scandinavias pilotforeninger.

Det skriver SAS i en meddelelse mandag aften.

Det er uklart, om selskabet mere konkret er kommet med forslag til at nå nærmere en aftale.

Men ifølge pressemeddelelsen vil SAS genoptage forhandlingerne for at nå til en løsning i forhold til den strejke, der rammer både selskabet og passagerer hårdt.

- SAS har i løbet af de seneste dage meddelt mæglerne, at SAS ønsker at genoptage mæglingen med det formål at nå frem til nye overenskomster og dermed bringe den igangværende strejke til ophør, skriver SAS.

Har ikke hørt fra SAS

Dansk Pilotforenings formand, Henrik Thyregod, bekræfter over for TV 2, at man er klar til at genoptage forhandlingerne med luftfartsselskabet.

Foreningen har dog ikke selv hørt fra SAS, siger han.

- Det er klart, at vi kommer, når vi bliver inviteret til forhandlinger. Men jeg havde gerne set, at SAS havde kontaktet mig, frem for at jeg skulle høre det gennem pressen, siger Henrik Thyregod til TV 2.

Piloterne har tidligere udtalt, at de mener, at det er op til SAS at tage kontakt. Mandag holdt de svenske og norske piloter et statusmøde med den neutrale forligsmand, hvor der ikke blev meldt om fremskridt.

Henrik Thyregod har dog ikke umiddelbart selv noget nyt med til forhandlingsbordet, uddyber han over for Ritzau.

- Jeg har haft medlemsmøder i mellemtiden. Jeg tror, at det er urealistisk at forestille sig, at nogen har lyst til at lægge ret meget mere, end vi gjorde.

Var tæt på

Heller ikke Keld Bækkelund Hansen, chefforhandler i Dansk Metal, som Dansk Pilotforening hører under, har hørt fra SAS endnu, oplyser han til Ritzau.

Han er dog ligeledes klar til at genoptage forhandlingerne og mener ikke, at parterne er langt fra hinanden.

- Vi var så tæt på en aftale, som noget kunne være, lørdag. Så det skal vi nok finde ud af, når vi sætter os til bordet. Vi var jo kommet rigtig langt, siger han.

SAS vurderes at tabe cirka 90 millioner kroner om dagen, så længe piloterne ikke flyver. Efter en uges strejke svarer det til en foreløbig regning på over 600 millioner kroner.

En del af baggrunden for konflikten mellem SAS og piloterne er, at SAS under coronapandemien måtte opsige omkring halvdelen af piloterne. Der var dog en aftale om genansættelse, når der igen blev brug for dem.

Piloterne er nu blandt andet utilfredse med, at SAS ansætter nye piloter på overenskomster med dårligere vilkår i de to datterselskaber SAS Link og SAS Connect.

TV 2 har mandag aften uden held forsøgt at få en uddybende kommentar fra SAS om genoptagelsen af forhandlingerne.