Business

Tomme SAS-fly bliver sendt på vingerne i dag - skal hente strandede gæster

Danske chartergæster, der er strandet som følge af konflikten, har en ekstra udfordring sammenlignet med sine skandinaviske naboer.

SAS og de piloter, der ellers strejker, er nået til enighed om at hente strandede chartergæster hjem.

Allerede fredag flyver to tomme fly fra København mod Grækenland, oplyser formanden for Dansk Pilotforening, Henrik Thyregod, til TV 2.

- Sent i aftes fik vi en liste fra SAS om, at de havde brug for to fly fra København i dag og en række fly fra Stockholm og Oslo tilsvarende, siger Thyregod.

Over for Ritzau oplyser SAS' pressechef i Danmark dog, at der stadig udestår visse knaster før danske chartergæster for alvor kan blive fløjet hjem.

Sympatistrejke kan give problemer

Pressechefen, Alexandra Lindgren Kaoukji, siger således ifølge Ritzau, at planen er hæmmet af den sympatistrejke blandt flymekanikerne, der brød ud natten til torsdag.

Før flyene kan blive sendt fra København skal de nemlig til service og vedligeholdelse, og det kan kun i begrænset omfang lade sig gøre som følge af sympatistrejken, lyder det fra Alexandra Lindgren Kaoukji:

- Vi har kunnet sende et fly afsted, der ikke havde brug for vedligehold. Så snart vi har en aftale, kan vi fortsætte operationen, siger pressechefen og oplyser, at SAS er i dialog med flymekanikernes fagforening Dansk Metal.

I Dansk Metal siger forhandlingschef Keld Bækkelund Hansen til Ritzau, at man har tilbudt SAS at ophæve flymekanikernes strejke, hvis det er med lovning om, at flyene kun bruges til at hente turister hjem.

Ifølge Keld Bækkelund Hansen har SAS endnu ikke svaret på, om selskabet er villig til at acceptere det tilbud.

Det, vi har kigget på, er turister, der er strandet på afsides steder så som øer og andre steder, hvor det er nærmest umuligt at komme hjem fra

Henrik Thyregod, formand for Dansk Pilotforening

Samlet set forventer SAS , at det vil være knap 100 flyvninger på tværs af Skandinavien fredag, lørdag og søndag, der skal hente strandede gæster hjem, hvis alt går vel.

Det siger SAS' norske pressechef, Tonje Sund, til nyhedsbureauet NTB:

- I dag (fredag, red.) kan vi flyve 18 fly, hvor vi flyver tomme fly og tager rejsende hjem. I weekenden flyver vi i alt 80 fly, da vi flyver cirka 50 om lørdagen og 30 om søndagen.

Afsides destinationer

Torsdag tilbød de strejkende SAS-piloter at hente strandede chartergæster hjem, hvis SAS samtidig var villig til at bryde deres lockout-varsel.

Men det betyder ikke, at alle fly nu kommer i luften som normalt.

- Det, vi har kigget på, er turister, der er strandet på afsides steder så som øer og andre steder, hvor det er nærmest umuligt at komme hjem fra. Der er vi nødt til at finde en løsning for at få dem hentet hjem, siger Henrik Thyregod til TV 2.