Tusinder af rejsende venter i uvished
Der findes ikke nok alternative transportmuligheder til at kunne afbøde effekten af de strejkende SAS-piloter.
Ventetid, uvished og frustrationer.
Danske rejsende i tusindvis får lige nu skår i ferieglæden på grund af de mange aflyste fly som følge af den igangværende SAS-strejke.
Det gælder både danskere, som lige nu venter på at komme hjem fra udlandet, og folk, der forventningsfuldt har pakket kufferten for at komme afsted de kommende dage.
Hos rejseselskabet Apollo flyver 40 procent af de rejsende normalt med SAS-fly. Og salgsdirektør Glenn Bisgaard betegner situationen som "enormt udfordrende".
- Hele luftfartsbranchen er presset lige nu af mangel på både piloter og kabinepersonale. Selv alternative løsninger som for eksempel bus vil være et problem, fordi den kommercielle transportsektor også er presset, siger Glenn Bisgaard til TV 2.
30.000 påvirket af strejke
Ifølge SAS er 30.000 rejsende dagligt påvirket af den pilotstrejke, som onsdag kører på tredjedagen. Senere onsdag ventes 200 flymekanikere at tilslutte sig strejken i sympati med deres kolleger.
Glenn Bisgaard opfordrer da også til, at parterne finder tilbage forhandlingsbordet.
- Det er en meget svær situation at stå i. Der er så store kapacitetsudfordringer i markedet lige nu, at vi ikke har noget håndtag at skrue på, og vi får besked med meget kort varsel på, om noget går eller ikke afgår, siger Bisgaard.
TV 2 har talt med flere danskere, for hvem rejseaktiviteten lige nu henligger i det uvisse.
Susan Christensen sidder i Spanien og følte sig heldig, da hun i morges tjekkede ind på et fly hjem torsdag via sin app på telefonen. Men kort efter blev afgangen mod Danmark aflyst.
- Det er fuldstændig umuligt at komme igennem til SAS. Så vi må prøve at komme ind og booke nogle andre flybilletter for at komme hjem, siger Susan Christensen til TV 2.
Måtte i lufthavn for information
For Helle Antonsen forholder det sig anderledes. Hun skal rejse ud af Danmark søndag, men ved ikke, om hun er købt eller solgt i forhold til at komme afsted.
- Vi skal rejse til Tyrkiet søndag, og vi ved ikke, om vi får pengene tilbage eller kan ombooke noget. Det har ikke været muligt at komme igennem til SAS, så vi er taget i lufthavnen for finde ud af, hvor vi står, siger Helle Antonsen.
Pressechef Alexandra Lindgren Kaoukji fra SAS opfordrer passagerer til at søge information på flyselskabets hjemmeside.
- Det er der, vi har al information, for vi har lange køer i kundeservice, og det er ikke godt nok, men vi har sat alt disponibelt personale ind, siger SAS-pressechefen.
SAS vil koncentrere sig om at få så mange af de strandede passagerer hjem hurtigst muligt, lyder det.
- Men det er en udfordrende situation overalt i Europa lige nu.
Dagen igennem har der været forhandlinger i gang mellem SAS og Dansk Pilotforening, men uden at nå nærmere en afklaring.
Sympati fra piloter
Søren Føns, der er pilot i SAS, siger til TV 2, at de strejkende har stor sympati for de mange rejsende, der er eller står til at blive ramt.
- Men det, vi har fået at vide, er, at SAS fik, hvad de pegede på under forhandlingerne, og da papiret skulle underskrives, blev det rykket væk igen.
Har man bestilt sin sommerferie med SAS, står man ikke umiddelbart til at tabe sine penge, selvom piloterne har nedlagt arbejdet.
Flyselskaberne har en række ansvar over for deres passagerer, alt efter om en rejse bliver aflyst eller forsinket.
Det fortæller Vagn Jelsøe, der er chefkonsulent i Forbrugerrådet Tænk.
- Det er ikke altid indlysende, hvornår der er tale om en forsinkelse eller en aflysning. Men som en tommelfingerregel er det en aflysning, hvis flynummeret bliver ændret, siger han.
Strejke er "ødelæggende"
Fra SAS' side har topchef Anko van der Werff i skarpe vendinger understreget, at han ser piloternes strejke som "ødelæggende" for hele selskabet.
Onsdag var mere end 30 af SAS-flyvningerne fra København aflyst på grund af pilotstrejken, fremgår det af SAS' flystatusside.
Omkring 300 daglige SAS-flyvninger er aktuelt fredet fra at blive ramt af pilotstrejken.
Der er tale om de afgange, som håndteres af datterselskaberne SAS Connect og SAS Link samt af X Fly og Cityjet.
Her er piloterne ansat på en anden overenskomst og kan derfor ikke ende i strejke.