Business

Pilotstrejke rammer tusindvis – her er dine rettigheder, hvis du har SAS-billetter

Selv om strejken er brudt ud, kan det i nogen tilfælde være en fordel at møde op i lufthavnen.

Denne artiklen blev oprindeligt bragt 27. juni. Den er opdateret 4. juli.

Mandag brød forhandlingerne endegyldigt sammen.

Trods talrige forsøg på at nå til enighed om en ny overenskomst, annoncerede SAS Pilot Group kort efter middag mandag en strejke for cirka 1000 piloter i Danmark, Norge og Sverige.

Luftfartsselskabets mekanikere har ligeså varslet en sympatistrejke fra 6. juli, og modsat har SAS svaret igen ved at varsle en lockout af både piloterne, mekanikerne og kabinepersonalet.

Det forventes, at cirka halvdelen af SAS' 500-600 daglige flyafgange vil blive aflyst, og det kommer potentielt til at berøre op mod 30.000 kunder, hver eneste dag strejken står på.

Men hvordan er man egentlig stillet, hvis ens flyrejse forsinkes eller aflyses på grund af strejken?

Flyselskaber har et ansvar ved strejker

Har man bestilt sin sommerferie med SAS, er den gode nyhed, at man ikke umiddelbart står til at tabe sine penge, selvom piloterne har nedlagt arbejdet.

Flyselskaberne har nemlig en række ansvar over for deres passagerer, alt efter om en rejse bliver aflyst eller forsinket. Det fortæller Vagn Jelsøe, der er chefkonsulent i forbrugerrådet Tænk.

- Det er ikke altid indlysende, hvornår der er tale om en forsinkelse eller en aflysning. Men som en tommelfingerregel er det en aflysning, hvis flynummeret bliver ændret, siger han.

Her er dine rettigheder ved en flystrejke

Min rejse er blevet forsinket

Bliver du "væsentligt forsinket" på grund af en strejke hos flyselskabet, har du krav på en kompensation på mellem 1860 og 4365 kroner per billet.

Er forsinkelsen ikke væsentlig, har man ikke umiddelbart ret til nogen form for kompensation. Flyselskabet skal dog muligvis sørge for mad, drikke og overnatning under forsinkelsen. 

Hvor lang forsinkelsen skal være, før den er "væsentlig", og hvor stor kompensationen i så fald skal være, afhænger af, hvor lang rejsen er, og hvor længe du skal være væk.

En løs tommelfingerregel er, at forsinkelser på korte rejser oftere er væsentlige. 

Min rejse er aflyst mindre end 14 dage før afgang

Aflyses dit fly mindre end 14 dage før afgang, har du ret til selv at vælge én af følgende tre muligheder:

  • At få alle pengene for billetten tilbage
  • At få omlagt rejsen til det endelige rejsemål, så snart det kan lade sig gøre. Flyselskabet skal betale for turen med et andet flyselskab, hvis det ikke selv kan tilbyde den første ledige afgang.
  • En omlægning af rejsen til en senere dato efter eget valg, hvis der er ledige pladser.

Du har ikke ret til at skifte mening, når du først har valgt en af de tre muligheder.

Derduover kan du ved aflysninger mindre end 14 dage før afgang have ret til en kontant kompensation på mellem 1860 og 4365 kroner per billet.

Det kommer dog både an på rejsens længde, om du flyver inden for EU, om du kommer med et andet fly, og hvor tæt på din oprindelige afgangstid det i så fald afgår. 

Du kan også have ret til forplejning, indkvartering og transport mellem lufthavn og overnatning, mens du venter på at komme med et andet fly.

Min rejse er aflyst mere end 14 dage før afgang

Aflyses dit fly mere end 14 dage før afgang, har du ret til selv at vælge én af følgende tre muligheder:

  • At få alle pengene for billetten tilbage.
  • At få omlagt rejsen til det endelige rejsemål, så snart det kan lade sig gøre. Flyselskabet skal betale for turen med et andet flyselskab, hvis det ikke selv kan tilbyde den første ledige afgang.
  • En omlægning af rejsen til en senere dato efter eget valg, hvis der er ledige pladser.

Du har ikke ret til yderligere kompensation, og du har heller ikke ret til at skifte mening, når du først har valgt en af de tre muligheder.

I nogle tilfælde står man endda til at få en ekstra kompensation som et plaster på såret.

Særligt den del har dog været omdiskuteret. For flyselskaber kan nemlig blive fritaget for at betale kompensation, hvis der er tale om ”usædvanlige omstændigheder”, som er uden for selskabets egen kontrol.

- Man har diskuteret herfra til evigheden, hvornår det gælder ved en strejke. Men vi ved, at SAS-piloterne fuldstændigt tilsvarende strejkede ved en overenskomstkonflikt for tre år siden, siger han.

Efterfølgende slog EU-Domstolen fast, at en lovligt varslet overenskomstkonflikt ikke er en usædvanlig omstændighed. Derfor skulle SAS også kompensere sine kunder.

Derfor mener Vagn Jelsøe heller ikke, at pilotstrejken, der har været varslet flere uger i forvejen, kan ses som ”usædvanlige omstændigheder”.

Hos selskabet Flypenge, hvis levebrød er at få passagerers penge igen fra flyselskaber mod betaling, kommer direktør Dekan Salar frem til samme konklusion.

- Når flyselskabet selv har varslet lockout, kan vi ikke se, at der skulle være tale om såkaldte usædvanlige omstændigheder. Selskabet kan selv påvirke muligheden for at få deres rejsende afsted til tiden, siger hun.

Nogle flyvninger er fredet

Det er vigtigt at understrege, at omkring 300 daglige SAS-flyvninger formentligt er fredet fra at blive ramt af en pilotstrejke onsdag.

Konkret er der tale om de afgange, som håndteres af datterselskaberne SAS Connect og SAS Link samt af X Fly og Cityjet. Her er piloterne ansat på en anden overenskomst og kan derfor ikke ende i strejke.

Men der er en hage.

Ifølge Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef og luftfartsanalytiker hos Sydbank, kan SAS-mekanikernes sympatistrejke, der kan træde i kraft fra 6. juli, nemlig også lægge noget af trafikken ned i datterselskaberne.

- Men der er vi nede i noget så småt i forhold til de samlede konsekvenser af den her konflikt, at det slet ikke er værd at tale om, understreger han.

Er man en af de uheldige, hvis flyafgang med et af SAS’ datterselskaber bliver påvirket af strejken, er man dog noget ringere stillere ifølge Vagn Jelsøe.

Fordi konflikten står mellem SAS’ moderselskab og dets ansatte, kan datterselskaberne i princippet ikke gøre fra eller til.

Derfor er der også tale om ”usædvanlige omstændigheder” ifølge Vagn Jelsøe.

- Hvis det ikke er datterselskabernes eget personale, der strejker, kan de jo ikke selv gøre noget ved det. Og derfor skal de heller ikke selv betale kompensation, forklarer han.

Det vigtigste er at møde op ved gaten

Bryder strejken ud, er det vigtigt ifølge Vagn Jelsøe, at man ikke antager, at ens flyrejse nødvendigvis er aflyst.

Bliver man hjemme, selvom man ikke personligt har fået at vide, at ens afgang er aflyst, kan det nemlig i værste fald koste både ferien, prisen på billetten og en kompensation.

- Forudsætningen for, at man kan gøre sine rettigheder gældende, er, at man enten på skrift har fået en meget klar besked fra SAS om, hvordan man skal indrette sig, eller at man møder op i gaten, siger han.

Selv hvis afgangen rent faktisk er aflyst, risikerer man for eksempel, at SAS har fundet plads på et andet fly. Og dukker man ikke op, mister man alle sine rettigheder, understreger Vagn Jelsøe.

Men selvom man som passager gør alt rigtigt, bør man ikke gøre sig helt afhængig af SAS ifølge Dekan Salar fra Flypenge.

- Da SAS potentielt skal håndtere virkeligt mange forsinkelser og aflysninger, ville jeg nok som forbruger sørge for en god privat rejseforsikring, siger hun.

SAS: Hold øje med vores hjemmeside

Fra SAS' side har topchef Anko van der Werff i skarpe vendinger understreget, at han ser piloternes strejke som "ødelæggende" for hele selskabet.

Over for TV 2 går opfordring fra SAS' pressechef i Danmark, Alexandra Lindgren Kaoukji, da også på, at piloterne skal komme tilbage til forhandlingsbordet, fordi "det kun er her, problemet kan blive løst".

Indtil det sker, skal passagererne dog holde godt øje med SAS' hjemmeside, fortæller Alexandra Lindgren Kaoukji. Her vil man kunne finde mere information om sin egen flyafgang, ligesom man vil kunne se, hvordan man er stillet.

Derudover har SAS ekstra personale i lufthavnene, for at besvare kundernes spørgsmål, siger hun. Pressechefen lover desuden, at SAS vil følge de regler og love, der gælder for området, og at enhver, der har ret til kompensation nok skal få det.