Business

SAS sender lockoutvarsel til både danske piloter og kabinepersonale

Alene risikoen for strejke har allerede kostet dyrt for SAS, vurderer analytiker.

Efter et varsel om en potentiel strejke fra omkring 1000 SAS-piloter svarer SAS igen ved at varslet et lockout af piloterne, men også til kabinepersonale.

Det bekræfter SAS fredag formiddag.

Tidligere har det været fremme, at SAS har varslet et lockout af piloterne i Sverige. Men nu bekræfter SAS, at de danske piloter kan se frem til samme varsel.

Det betyder, at andre dele af personalet bliver fanget i den her konflikt

Jacob Pedersen, aktieanalysechef og luftfartsanalytiker, Sydbank

Lockouten kommer desuden også til at ramme det kabinepersonale, der er organiseret hos Dansk Metal. Det bekræfter SAS' direktør i Danmark, Simon Pauck Hansen.

Her vil lockouten dog først kunne begynde tidligst 8. juli, fordi en lockout – ligesom en strejke – skal varsles mindst 14 dage i forvejen.

En optrapning af konflikten

SAS' pressechef i Danmark, Alexandra Lindgren Kaoukji, kalder lockoutvarslet for en "naturlig optrapning".

Og hos Dansk Metal er forbundssekretær Keld Bækkelund Hansen da også enig i, at det udvidede lockoutvarsel tilspidser situationen.

- Det er jo klart, at det kan vi kun opfatte som en optrapning af konflikten, at man tager kabinepersonalet med. Vi har ikke varslet strejke for de kabineansatte, siger han til TV 2.

Men ifølge Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank og luftfartsanalytiker, har SAS brug for at mindske sit underskud så meget som muligt, hvis en konflikt betyder, at flyene ikke kan komme i luften.

Lockout og strejke

  • En strejke er når medarbejderne nedlægger arbejdet.
  • En lockout er så at sige det omvendte. Her er det arbejdsgiverne der, billedeligt talt, låser dørene, så medarbejderne ikke kan passe deres arbejde.
  • Hvis man som medarbejder bliver omfattet af en lockout, modtager man ikke løn.
  • Det betyder altså, at hvis der både er varslet strejke og lockout, skal begge dele - og dermed begge parter i konflikten - ombestemme sig, for at arbejdet kan blive genoptaget.
  • Den måske mest kendte lockout i nyere tid var lærer-lockouten i 2013. 

- Hvis man skal betale kabinepersonalet, uden at flyene kan flyve, fordi piloterne strejker, vil man bare gøre hullet i kassen endnu større, siger Jacob Pedersen til TV 2.

Konflikten mellem SAS og medarbejderne har været undervejs i flere måneder.

I april udløb piloternes overenskomst, men i første omgang forhandlede parterne videre, mens piloterne fortsatte på den eksisterende overenskomst.

I starten af juni udsendte piloterne, der er organiseret i Dansk Pilotforening under Dansk Metal, et konfliktvarsel. Det betyder, at en strejke kan begynde i slutningen af juni, hvis ikke parterne er nået til enighed inden.

Efterfølgende har flymekanikerne, der også er organiseret under Dansk Metal, varslet en sympatistrejke. De er ligeså blevet mødt af et lockoutvarsel fra SAS.

Kan betyde aflysninger og gigantunderskud

En central del af konflikten mellem piloterne og SAS' ledelse drejer sig om datterselskaberne SAS Link og SAS Connect.

Ifølge piloterne forsøger SAS' ledelse at presse lønnen ned med de nye selskaber, og det er blevet kaldt en måde at omgå den eksisterende overenskomst.

Samtidig er SAS i gang med en større spareplan, der skal redde selskabet fra en truende konkurs.

Onsdag vurderede Jacob Pedersen, at mere end hver anden SAS-afgang kan blive aflyst, hvis strejken som annonceret begynder 29. juni.

Derfor vil strejken også medføre enorme tab for flyselskabet, der allerede er presset på økonomien. Faktisk kan en strejke medføre tab på op mod 70 millioner kroner om dagen, vurderer Jacob Pedersen, der derfor godt kan følge logikken i, at SAS nu varsler lockout for andre medarbejdergrupper:

- Det betyder, at andre dele af personalet bliver fanget i den her konflikt. Men med den situation, som SAS er i lige nu, har jeg godt nok svært ved at se, at man kan gøre ret meget andet, siger Jacob Pedersen til TV 2 fredag.

Selv hvis parterne når til enighed, inden konflikten medfører arbejdsnedlæggelse, er der dog tale om en dyr omgang for SAS, lyder det fra luftfartsanalytikeren.

Alene risikoen for strejke og konflikt har nemlig fået nogen til at bestille hos andre flyselskaber end SAS, mener Jacob Pedersen:

- Det er ikke noget, selskabet har brug for i en situation, hvor man i forvejen spejder efter penge og har alt for høj gæld.