Byggeri på vej mod opbremsning: - Går det skidt for byggebranchen, går det skidt for dansk økonomi
Vi kan risikere tilstande, der er værre end lige efter finanskrisen, frygter fagforbund.
Byggeriet står efter flere år med stærk fremgang foran en opbremsning.
Det viser en ny analyse fra DI Byggeri, hvor det vurderes, at byggebranchen vil gå 2,5 procent tilbage næste år sammenlignet med i år.
Det er blandt andet netop den stærke fremgang, der kommer til at spænde ben for branchen. Efter flere år med kraftig vækst er det blevet svært for byggevirksomhederne at skaffe kompetent arbejdskraft, konkluderer analysen.
Samtidig lurer prisstigninger på materialer, forsyningsproblemer og stigende renter i horisonten. Kombineret med tårnhøje lønninger vil det snart sætte sektoren på skrump ifølge DI Byggeri.
Værre end finanskrisen
Det ser faktisk ud til, at den kommende nedgang allerede så småt kan mærkes i branchen.
Hos bygge- og anlægsvirksomheden Skou Gruppen mærker man færre kundehenvendelser. Samtidig er det igen blevet muligt for virksomheden at ansætte tømmersvende, lyder det fra virksomhedens administrerende direktør, Martin Skou Heidemann.
- I starten af året var det virkelig svært at skaffe håndværkere. Men nu bliver vi kontaktet af folk, der gerne vil ansættes. Og på normale lønvilkår. Der har været nogle meget voldsomme lønkrav tidligere, som heldigvis klinger af nu, siger han til TV 2.
Men selvom virksomheden nu har større frihed til at ansætte, er Martin Skou Heidemann alligevel bekymret for udviklingen.
Bekymret er også Gunde Odgaard, der er sekretariatschef hos BAT-Kartellet, hvis medlemmer alle er inden for bygge- og anlægsbranchen. Han mener, at fremtidsudsigterne er endnu mere dystre, end DI Byggeris analyse forudser.
- Vi forventer, at vi kommer til at se noget, der måske endda er værre end det, vi så på bagkant af finanskrisen, siger han.
Krig, inflation og rentestigninger
Beskæftigelsen i byggebranchen ventes at falde med 2300 personer i 2022 og 4500 personer i 2023.
Det er blandt andet den store usikkerhed på grund af krigen i Ukraine, der kommer til at påvirke byggeriet.
Det påvirker nemlig forsyningskæderne, hvilket fører til både mangel og prisstigninger på materialer. Prisstigningerne gælder særligt for jern, stål, træ, tømmer og beton. Samtidig påvirker de voldsomme energiprisstigninger også branchen.
Det kan sætte de byggevirksomheder, der har underskrevet igangværende fastpriskontrakter, i klemme.
Hvis prisen på byggematerialer stiger markant efter udarbejdelsen af fastpriskontrakten, ender virksomheden i en klemme, hvor den kan risikere at miste penge på at færdiggøre projekter.
- Stigningerne på materialer og lønninger kan vi ikke gå videre med. Dem må vi tage selv. Lige nu ser vi det, jeg ville kalde en større konkurs hver uge. Og jeg frygter, at det bliver ved, siger Martin Skou Heidemann.
Den stigende inflation og de stigende renter kommer også til at påvirke boligmarkedet ifølge DI Byggeri.
Boligejernes lyst til og muligheder for at renovere eller købe bolig vil falde i samme tempo, som renterne stiger, imens inflationen udhuler deres formuer.
Og det er en farlig cocktail, mener Anders Stouge, der er branchedirektør hos DI Byggeri.
- Det slår igennem på alles privatøkonomi, hvor man så holder lidt igen, fortæller han.
En vejrhane for Danmarks økonomi
At byggeriet oplever en opbremsning behøver ikke nødvendigvis være en katastrofe. Faktisk kan et overophedet byggemarked også være usundt for virksomhederne.
- Det er ikke godt for økonomien, når vi har historisk travlt. Vi kan bedst lide en konstant mængde af arbejde. Når der er for travlt, er der stigende priser og stigende lønpres, forklarer Martin Skou Heidemann.
Også Anders Stouge mener, at byggebranchen havde brug for et pusterum.
- Jeg skal være ærlig og indrømme, at det kunne være ret smart eller godt, at man lige tager farten af det her område, for hvis det bliver sådan en selvforstærkende effekt, hvor det bare bliver varmere og varmere, så får vi også et problem, understreger han.
Han forklarer, at det ikke bliver et problem for markedet at gå fra at være brandvarmt til at være lunkent. Problemet opstår, hvis markedet ender med at være gennemkoldt.
Spørgsmålet er så bare, hvor meget de højere renter slår igennem, siger Anders Stouge:
- Byggebranchen er en slags vejrhane på den økonomiske udvikling. Når man ser den begynde at blafre i vinden, skal man virkelig begynde at holde øje med dansk økonomi. Går det godt i bygge- og anlægsbranchen, går det godt for dansk økonomi. Går det skidt for bygge- og anlægsbranchen, går det skidt for dansk økonomi, siger han.