Business

Mere end hver anden flyafgang med SAS kan blive aflyst, vurderer analytiker

En pilotstrejke kan blive dødsstødet for det kriseramte selskab ifølge analytiker.

For det i forvejen konkurstruede og efterhånden hårdtprøvede flyselskab SAS lurer en ødelæggende krise lige rundt om hjørnet.

Omkring 1000 piloter truer med at nedlægge arbejdet fra 29. juni, hvis ikke deres fagforening og arbejdsgiver har indgået en ny overenskomst inden.

Samtidig varsler luftfartselskabets mekanikere sympatistrejke fra 5. juli.

I princippet kan den her konflikt være første skridt mod en aflivning af SAS

Jacob Pedersen, aktieanalysechef og luftfartsekspert hos Sydbank

Hvis strejken bliver en realitet, vil mere end halvdelen af SAS' flyafgange henover sommeren blive aflyst, vurderer Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef og luftfartsekspert hos Sydbank.

Dermed vil en strejke få omfattende konsekvenser for danskernes sommerferieplaner og selskabets økonomi.

- Det er jo en strejke, som formentlig vil koste SAS op mod 70 millioner danske kroner hver eneste dag, fortæller Jacob Pedersen.

Kan blive enden på SAS

Det hæderkronede selskab styrtbløder i forvejen økonomisk og kunne i februar fremvise et kvartalsregnskab med et underskud på cirka 1,7 milliarder kroner.

I den forbindelse præsenterede selskabet den omfattende redningsplan 'SAS Forward', der skal reducere selskabets udgifter med fem milliarder kroner.

Jeg tror, at man finder en løsning

Steen Erik Navrbjerg, arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet

Men SAS' administrerende direktør, Anko van der Werff, har tidligere givet udtryk for, at besparelserne ikke går efter planen, og for at gøre ondt værre har den svenske stat meddelt, at den ikke kommer til at skyde flere penge i luftfartsselskabet. Et tilskud fra den svenske stat var ellers et led i redningsplanen.

Derfor kan sommerens pilotstrejke blive dødsstødet, der gør det af med det SAS, vi kender i dag, mener Jacob Petersen.

- I princippet kan den her konflikt og de konflikter, der kan vise sig hen ad vejen med andre medarbejdergrupper, være første skridt mod en aflivning af SAS, siger han.

Et spørgsmål om overlevelse

Man må derfor ikke undervurdere, hvor meget der er på spil på begge sider af konflikten. Og det kan få stor betydning for det videre forløb, siger Steen Erik Navrbjerg, der er arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet.

- For SAS handler det selvfølgelig om deres overlevelse, og hvis selskabet ikke overlever, hvor får man så job henne? spørger han.

Netop fordi der er så meget på spil for både SAS og selskabets piloter, vil begge parter gøre alt, hvad de kan, for at undgå en strejke, lyder det.

- Det er svært at spå om lige nu, men der er gode grunde til at finde en fællesløsning her, så jeg tror, at man finder en løsning, siger Steen Erik Navrbjerg.

Krav på kompensation

Hvis pilotstrejken bliver en realitet, og hver anden flyafgang med SAS bliver aflyst, vil det ramme mange danskeres sommerferie.

Til gengæld har man som rejsende krav på at få pengene tilbage og kompensation oveni, hvis man bliver sendt hjem fra lufthavnen med en ubrugt SAS-flybillet i hånden. Kompensationen ligger mellem 250 og 600 euro. Det fortæller Vagn Jelsøe, der er chefkonsulent hos Forbrugerrådet Tænk.

Han forklarer ligeledes, at de danskere, der rejser ud med selskabet, men ikke kan komme hjem med selskabet igen, har ret til at blive kompenseret for kost og forplejning af SAS "inden for rimelighedens grænser".

- Hvis man ikke er tilfreds med det, må man bede om at få pengene tilbage og selv finde en alternativ måde at komme hjem på, siger han.

Drøftelser siden november

Det er særligt oprettelsen af SAS' to datterselskaber SAS Connect og SAS Link, der har været et stridspunkt i forhandlingerne om en ny overenskomst.

Flere faggrupper i SAS har udtrykt utilfredshed med, at SAS efter coronakrisen i fagforeningernes øjne har genstartet aktiviteten i de nye datterselskaber på bekostning af aktivitet i SAS Scandinavian som før pandemien.

Ifølge piloterne har der været drøftelser mellem dem og SAS siden november uden resultat.

1. april udløb overenskomsten.