Business

Dansker bliver øverste chef for chokoladegigant – får 140.000 ansatte under sig

Mars Inc., som danske Poul Weihrauch får ansvaret for, sælger for mere end for eksempel Coca-Cola ifølge Financial Times.

Danske Poul Weihrauch bliver til efteråret topchef i virksomheden Mars Inc.

Dermed blev han chef for i omegnen af 140.000 medarbejdere, og han kommer til at sidde for bordenden, når der skal træffes beslutninger for brands som Dolmio, Bounty, Snickers og chokoladen, det hele startede med, Mars.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra det amerikanske selskab onsdag.

Kongen af dyrefoder

Direktørskiftet sker til september, når Poul Weihrauch overtager ansvaret fra amerikanske Grant F. Reid, der har været øverste på chokoladekagen siden 2004.

Dermed klatrer danskeren helt til tops efter 22 år hos Mars Inc., hvor han seneste har været direktør for virksomhedens store dyreafdeling, Mars Petcare.

Inden Poul Weihrauch kom til Mars Inc. i 2000, var han seks år hos konkurrenten Nestle, og før det slog han sine folder hos danske Stimorol.

Han er uddannet fra Aalborg Universitet, og han bor i dag, ifølge Mars' hjemmeside, i Waterloo uden for Bruxelles sammen med sin kone og tre børn.

Chokoladegigant

Det er ikke kun målt på antallet af medarbejdere, at danske Poul Weihrauch får en af erhvervslivets tungeste poster.

Hver år laver det anerkendte magasin Forbes en liste over de største privatejede firmaer i USA, og her var Mars Inc. sidste år nummer fire.

Fordi virksomheden er privatejet – og dermed ikke handles på børsen – er der ikke samme gennemsigtighed i forhold til finansielle nøgletal, som der er med andre selskaber på samme størrelse.

Men i pressemeddelelsen skriver Mars Inc. selv, at virksomheden sælger for cirka 45 milliarder dollars – svarende til omtrent 300 milliarder danske kroner – om året. Ifølge Financial Times er det mere end eksempelvis Coca-Cola.

Konkret består Mars-imperiet af fire forretningsområder:

Udover chokoladebenet, der er samlet under navnet Mars Wrigley, og dyrefoder, der under ét bliver kaldt Petcare, drejer det sig om Mars Food – der blandt andet har brands som Dolmio og Miracoli – samt Mars Edge, der har til formål at "forbedre sundheden gennem ernæring".