Business

Danske virksomheder genåbner i Ukraine: - Vi smiler med det ene øje og græder med det andet

De ukrainske medarbejdere fortsætter ufortrødent arbejdet på trods af nærmest uoverskuelige levevilkår.

Selvom vilkårene i det krigshærgede land ikke ligefrem kan betegnes som optimale for forretningsdrivende, er danske virksomheder så småt begyndt at genåbne i Ukraine.

Ud af de 86 butikker, Jysk har i landet, er mere end 70 butikker åbne på nuværende tidspunkt – blandt andet i hårdt ramte Butja, som de fleste nok husker for de forfærdelige satellitbilleder af massedræbte civile i byens gader.

Også de danske virksomheder Livatek, Akkerman og Onsite Company holder fortsat deres virksomheder åbne og deres ukrainske medarbejdere i gang, de hårde betingelser til trods.

En følelse af hverdag

Det skyldes i høj grad hensynet til ukrainerne, mener administrerende direktør for Jysk, Jan Bøgh.

- Det var ikke vores forslag at skulle genåbne så hurtigt, som det skete. Vi ville nok hellere gemme os lidt i en periode. Men jeg tror, det var magtpåliggende for vores ukrainske ledelse at få lov til at vise, at normaliteten skulle vende tilbage så hurtigt som muligt, siger han til TV 2.

Samtidig mener han, at de mennesker, der er på flugt internt i Ukraine, har brug for Jysks produkter som for eksempel dyner og håndklæder.

Også softwarevirksomheden Livateks direktør, Jesper Lindholdt, mener, at det er vigtigt at holde åbent, så de ukrainske medarbejdere kan få en følelse af normalitet.

- Jeg oplever, at det, at de kan åbne laptoppen, giver dem en forbindelse til, hvordan det var, og hvordan det bliver igen. Det er godt for hverdagen, og det er godt for stabiliteten, fortæller han.

Jesper Lindholdt har normalt 60 ansatte i landet, der før krigen fordelte sig på to kontorer – et i Kyiv og et i Lviv. I øjeblikket arbejder de fleste medarbejdere dog andre steder fra – de er nemlig spredt ud hos venner, familie og hoteller rundt omkring i landet, siger han.

Landet skal genopbygges

Udover den følelse af normalitet det giver de ukrainske medarbejdere at gå på arbejde, er der også andre fordele ved at holde kog i de ukrainske kedler.

Det mener Thomas Sillesen, der er direktør for softwarevirksomheden Akkerman, der har omkring 100 ukrainske ansatte.

- Dem, der bor i Ukraine, tror på, at vi vinder. Vi skal faktisk genopbygge et land, så vi er nødt til at sørge for, at folk har et arbejde på den anden side, for arbejdsløsheden i landet er nu over 50 procent, fortæller han.

Også hos Akkerman arbejder alle medarbejdere hjemmefra i øjeblikket.

- Vi har lukket Kharkiv-kontoret ned, og alle arbejder hjemmefra, så alle ikke skulle være ude for et uheld på én gang, siger Thomas Sillesen.

Hårdt ramte medarbejdere

Det er dog selvsagt ikke lutter lagkage at beskæftige sig med medarbejdere, der nu i 100 dage har haft krig helt tæt inde på livet.

Jysk-direktør Jan Bøgh fortæller, at virksomheden har mistet en medarbejder i krigen. En anden er meldt savnet. Så selvom det for Jysk er en glædelig begivenhed at genåbne butikkerne i Ukraine, er der ikke meget at fejre.

- Vi smiler med det ene øje og græder med det andet, fortæller han.

Flere af Jesper Lindholdts medarbejdere er blevet indkaldt til hæren, og andre mangler deres familier, som er flygtet ud af landet.

- Nogen klarer det bedre end andre, og det er svært på afstand at håndtere, fortæller han.

Ingen russiske planer

Ingen af de tre virksomhedsledere kan svare på, hvordan fremtiden ser ud for deres virksomheder og deres tilstedeværelse i Ukraine. Alle tre håber på, at Ukraine vinder krigen, men tager tingene én dag ad gangen.

Men er der en ting, der er helt sikker for Jan Bøgh, så er det, at Jysk ikke kommer til at åbne butikker på russisk territorium igen. Jysk har i forvejen lukket de 14 butikker, de havde i Rusland, for bestandigt.

Hvis nogle af de Jysk-butikker i Ukraine, der stadig er lukkede, ender med at tilhøre russisk-okkuperede områder, vil de forblive lukkede.

- Vi har ikke nogen planer om at være i den russiske del, hverken i Rusland eller i russisk besatte områder som det ser ud på nuværende tidspunkt. Overhovedet ikke, afslutter han.