Business

Tech-indeks oplever værste måned siden finanskrisen

Den seneste uge har techgiganter skuffet på stribe. Men investorerne frygtede allerede stigende renter og faldende økonomisk vækst.

Det amerikanske aktieindeks Nasdaq har i april registreret sin dårligste måned siden den globale finanskrise.

Det skriver avisen Financial Times.

Ifølge avisen, har det teknologidominerede indeks, der er et af de toneangivende på Wall Street, i april registreret et samlet fald på 13,3 procent.

Det er den værste måned siden oktober 2008, hvor kollapset af investeringsbanken Lehman Brothers sendte chokbølger igennem verdens finansielle markeder.

Resultatet skyldes blandt andet investorers frygt for stigende renter samt bekymring omkring faldende økonomisk vækst.

Følelsen er "helt forfærdelig"

Nervøsiteten er dog også blevet forstærket af de seneste dages skuffende regnskaber fra techgiganter som Amazon, Apple og Netflix.

Det fortæller blandt andre Quincy Krosby, der er chefstrateg ved den store, amerikanske kapitalforvalter LPL Financial.

- Når man begynder at høre selskaber sige, at efterspørgslen måske er faldende, får bekymringerne for en større opbremsning i økonomien momentum. Og det er dér, at vi er, siger han, ifølge AP.

I alt har Nasdaq fået skåret 5000 milliarder dollar af sin samlede markedsværdi siden november, hvor indekset nåede sin hidtidige top.

Analytikere ved den amerikanske storbank Bank of America siger fredag til Financial Times, at følelsen blandt investorer er "helt forfærdelig".

Apple, der er USA's mest værdifulde firma, offentliggjorde torsdag en højere omsætning end forventet for kvartalet.

Men selskabet advarede samtidig om, at problemer med forsyningskæder og fabrikslukninger i Kina kan koste techgiganten op til otte milliarder dollars i andet kvartal.

Samme dag noterede Amazon sit første kvartalsmæssige tab siden 2015. Det fik de to selskabers aktier til at falde med henholdsvis 14 og 3,7 procent.

Investorer frygter for recession

Techgiganternes udfordringer kan også aflæses af det bredt sammensatte S&P 500-indeks. Det faldt på ugens sidste handelsdag med 3,6 procent.

I alt er værdien af aktierne på S&P 500 faldet med 9,1 procent i april. Det er, ifølge Financial Times, indeksets værste måned siden coronapandemien fik fat i marts 2020.

USA's centralbank ventes i maj at hæve renten markant for at bekæmpe inflationen. Investorer frygter en rentestigning på op mod 0,5 procent.

Det vil, ifølge nyhedsbureauet AP, være en dobbelt så stor stigning som normalt, og det vil øge låneomkostningerne for forbrugerne.

Ifølge AP, kan nervøsiteten i markederne også knyttes til krigen i Ukraine samt coronanedlukninger i Kina. Sammen med frygten for stigende renter skaber det, ifølge Jim Paulsen, der er chefstrateg ved Leuthold Group, frygt for en recession.

- Der er den her massive eskalering af frygt for en recession. Jeg tror, at der er meget mere frygt, end der sandsynligvis er nødvendigt, siger han til The Wall Street Journal.