Skandalen om udbytteskat

I 2014 skrev stort advokathus 14 sider - det kan i dag koste dem en milliard

Bech-Bruun, der er stævnet for mere end en milliard kroner, mener, at myndighederne forsøger at kradse penge uretfærdigt ind.

Hvor meget kan et 14 sider langt dokument være værd?

For den danske statskasse og det store advokathus Bech-Bruun kan svaret på det spørgsmål vise sig at indeholde ti cifre.

De danske skattemyndigheder har nemlig stævnet Bech-Bruun for 1,2 milliarder kroner i det, der måske bedst kan beskrives som et opsigtvækkende hjørne af udbyttesagen.

Bech-Bruun har omvendt erklæret sig fuldstændig uenige og påstået, at skattemyndighederne forsøger at få andre til at betale for sit eget dårlige arbejde.

Torsdag formiddag skal Østre Landsret tage stilling til, om Skat eller Bech-Bruun har ret.

Et hemmeligt forlig

Sagen er en del af den udbytteskandale, der mellem 2012 og 2015 kostede den danske statskasse et milliardbeløb.

I 2014 henvendte den tyske bank North Channel Bank sig således til Bech-Bruun og spurgte om advokathusets juridiske vurdering af en model til refusion af dansk udbytteskat.

Sådan foregik svindlen

Den formodede svindel handler om refusion af udbytteskat.

Danske aktionærer skal betale 27 procent i skat af udbytter fra danske aktier. Et udbytte er, når et selskab deler et overskud med aktionærerne.

Udenlandske investorer kan dog slippe for at betale skat af udbyttet. Men pengene tilbageholdes automatisk af Skat, og investorerne skal så bede om at få pengene retur.

Et organiseret netværk har angiveligt søgt om at få udbetalt udbytteskat på baggrund af fiktive aktiebeholdninger og forfalsket dokumentation.

Den 4. august sendte Bech-Bruun et 14 sider langt rådgivningsdokument – en såkaldt ”Legal Opinion” – retur til den tyske bank.

Efterfølgende viste det sig dog, at North Channel Bank spillede en vigtig rolle i den formodede udbyttesvindel, der endte med at koste skatteyderne i omegnen af 12,7 milliarder kroner.

Ejerne af banken var nemlig amerikanerne Matthew Stein og Jerome Lhote, der i 2019 indgik et hemmeligt forlig med de danske skattemyndigheder for deres rolle i udbytteskandalen.

Selve North Channel Bank har også erkendt sin rolle i svindlen, hvilket har medført en bøde på 110 millioner kroner.

En klam skattefidus

Men spørgsmålet er så, om Bech-Bruun kan gøres til medansvarlig for den svindel, North Channel Bank begik efter at have modtaget rådgivningen fra advokathuset.

Kammeradvokaten, der fører sagen for den danske stat, mener, at Bech-Bruun enten vidste eller burde have indset, at der var tale om svindel.

I det såkaldte processkrift, der er parternes opsummering af sagen, inden den går i gang, omtalte Kammeradvokaten således modellen om refusion af udbytteskat i barske vendinger:

- Der (var, red.) tale om en i bedste fald klam skattefidus og en allerede ved første øjekast både juridisk og moralsk gråzone, lød det fra Kammeradvokaten i processkriftet ifølge Berlingske.

- Banken snød ikke blot Skat, men også Bech-Bruun

Omvendt mener Bech-Bruun ikke, at de kan gøres ansvarlige for den svindel, North Channel Bank har begået.

I sit eget processkrift anklager Bech-Bruun i stedet skattemyndighederne for at bruge søgsmålet mod det danske advokathus som ”en art stedfortræder for banken”, hvor man håber på at kunne bruge advokathusets forsikring til at dække det tab, man ikke har kunnet kradse ind hos den tyske bank.

- En del af den kritik, som med fuld berettigelse skal rettes mod banken, søges overført på Bech-Bruun som et påstået solidarisk ansvar, lyder det således i processkriftet.

Perspektiv

Kamp mellem nogle ad branchens tungeste

Advokatfirmaet Bech-Bruun.

Sagen er ikke blot det første retsopgør i udbytteskandalen, men også et opsigtvækkende møde mellem nogle af landets største advokatkontorer.

På den ene side står Kammeradvokaten som repræsentant for den danske stat. På den anden har Bech-Bruun, der selv har mere end 450 ansatte, hyret advokatfirmaet Bruun & Hjejle, der med sine cirka 250 medarbejdere er en anden sværvægter i den danske advokatbranche.

Ifølge Berlingske er der desuden den krølle på sagen, at det helt formelt slet ikke er Bech-Bruun, der er målet for Kammeradvokaten og Skattestyrelsen. Det er derimod de 60-65 partnere, der tilsammen ejede Bech-Bruun, da den omtalte rådgivning blev givet i 2014.

Mediet Finans har således omtalt kampen mellem advokaterne som "en rå slåskamp mellem nålestribede mastodonter".

Heri hæfter man sig også ved, at ”Bech-Bruun ikke fik oplyst, at banken (North Channel Bank, red.) ville begå bedrageri”, og at hvis nogen i Bech-Bruun havde ”haft blot den mindste mistanke om det, ville rådgivningen straks være blevet bragt til ophør”.

- Banken snød ikke blot Skat, men også Bech-Bruun, står der et andet sted i processkriftet.