Business

Dansk branche i tårnhøj vækst

Branchen inden for dansk sportsteknologi oplever en markant vækst, og Danmarks Idrætsforbund øjner en dansk eksportsucces i fremtiden.

For danske idrætsudøvere er der i stigende hjælp at hente i teknologiens verden, når teknikken og det sportslige niveau skal skubbes til nye højder.

Den danske sportsteknologibranche oplever nemlig en markant vækst, hvor branchen i 2021 omsatte for 1,8 milliarder kroner. Det er en vækst på 65 procent i forhold til 2020.

Sådan lyder det i ny rapport fra Danmarks Idrætsforbunds (DIF) Innovation Lab. Og væksteventyret ser ud til at fortsætte.

Branchens omsætning forventes nemlig at stige til fem milliarder kroner i 2025.

Ifølge Dansk Idrætsforbund spår flere internationale analyseinstitutter en global markedsværdi på over 40 milliarder dollars i 2026 – selvom forudsigelserne dog har en hvis usikkerhed, lyder det.

Vi ser et kæmpe marked for det

Frans Hammer, næstformand i Danmarks Idrætsforbund

Undervandskamera løfter svømmernes niveau

Sportsteknologien kan dække over mange forskellige former for teknologi. Det kan være en chip i bolden eller virtual reality-briller, som fodboldspillerne kan tage på og genleve den kamp, som de lige har spillet.

Og det kan være kamerateknologi under vandet, der gør det lettere for svømmerne at få feedback på deres teknik lige i det øjeblik, hvor de dukker op ved bassinkanten.

Det er den teknologi, som virksomheden Athlee har slået sig an på. Her livestreamer et kamera under vandet, så træneren kan se med over vandoverfladen, og svømmeren med det samme kan se sin teknik igennem. Det forklarer Anders Sandfuss, der er medstifter af Athlee.

- 90 procent af en svømmers krop er under vandoverfladen, så hvis man skal arbejde med teknik, har man brug for at kigge derned. Indtil i dag har videofeedback været besværligt og tidskrævende for træneren, siger han til TV 2.

En løsning som Athlee er meget givende for de danske svømmere, siger Thomas Stub, der er talentansvarlig i Dansk Svømmeunion. At bruge video i svømmetræningen er som sådan ikke noget nyt, men den forfinede teknik bringer noget helt nyt ned til svømmerne under vandoverfladen.

- Det er banebrydende, fordi det er så enkelt og hurtigt at sætte op, kan anvendes med det samme, og svømmerne kan få en visuel feedback med det samme. Det er det helt nye. Det er ikke, fordi teknologien ikke har været der. Det har bare aldrig været så let tilgængeligt, som det er nu, siger Thomas Stub til TV 2.

DIF vil opføre sportsteknologicenter

Men skal Danmark for alvor springe med på både det økonomiske og sportslige væksteventyr, kræver det mere, siger Danmark Idrætsforbund.

Derfor foreslår det nu, at der bliver opført et sportsteknologicenter i Idrættens Hus i Brøndby, der kan gavne både dansk idræt og erhvervsliv. Det forklarer Frans Hammer, der er næstformand i DIF.

- Som repræsentant for idrætten kan sætte de skinner, vi har ude i 62 specialforbund og 9000 foreninger, bedre til rådighed til dygtige mennesker med en god ide. Vi synes, at de arbejdspladser skal ligge i Danmark og ikke i den store verden, siger han til TV 2.

Derfor efterspørger DIF fem millioner kroner over tre år til at sparke projektet i gang, som Frans Hammer derefter tror kan være selvfinansierende.

- Vi beder om at få politikerne og dansk erhvervsliv til bordet og få investeret ind i at få bygget det største innovationscenter i Skandinavien i Idrættens Hus. Hvis det skal kunne lade sig gøre, skal vi have noget økonomi til at gøre det. Det handler ikke kun om økonomi, men også at vi fra dansk side kan bruge det i eksport, siger han.

Danmark i top 10 i verden

I 2017 lagde Industriens Fond grundlaget for etableringen af DIF Innovation Lab, der er et partnerskab mellem Danmarks Idrætsforbund, Dansk Industri og Dansk Design Center og drives med midler fra Industriens Fond. Her er målet at bringe sport og erhvervsliv tættere sammen og styrke den danske eksport i sportsbranchen.

Og den indsats skal altså styrkes, hvis det står til DIF.

I rapporten fra DIF Innovation Lab hører Danmark til i verdens top 10 i sportsteknologibranchen, og velorganiserede klubber og forbund og et højt digitaliseringsniveau er nogle af faktorer, der gøder jorden til et succesfuldt dansk eksporteventyr, lyder det.

- Det er i kæmpe vækst, og vi ser et kæmpe marked for det. Både så vi kan få noget ud af det i idrætten ude i vores 9000 foreninger, men også i eliten, hvor vi måske kan få en genvej til bedre resultater i Danmark, siger Frans Hammer fra DIF.

Athlee er selv en af de sportsteknologivirksomheder, som har spredt sig ud over Danmarks grænser og er til stede i fem europæiske lande og netop trådt ind på det amerikanske marked.