Business

Tryg Forsikring hives i retten for at hæve priser uden varsel

Tryg afviser at have gjort noget forkert, men hvis Forbrugerombudsmanden får medhold, kan kunder ende med at få penge tilbage.

Forbrugerombudsmanden anlægger retssag mod Tryg Forsikring.

Retssagen handler om, at Tryg har hævet prisen på mange privatkunders forsikringer uden at varsle prisstigningerne.

Det oplyser Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

Hvor mange privatkunder, der har fået hævet deres priser uden varsel, oplyses ikke af meddelelsen.

Men mediet FinansWatch skriver, at det drejer sig om op mod hver tredje privatkunde i Tryg, der har fået hævet priserne.

Kunderne har efter vores opfattelse ikke været forpligtede til at betale prisstigningerne

Christina Toftegaard Nielsen, forbrugerombudsmand

Urimeligt vilkår

Prisstigningerne har fundet sted fra marts 2016 til februar 2020.

I denne periode er priserne blevet forhøjet med cirka fire procent per år udover den forhøjelse, Tryg lovligt har kunnet foretage som følge af inflation, mener Ombudsmanden.

I Trygs forsikringsbetingelser står der:

- Vi varsler væsentlige ændringer af betingelser og/eller prisen senest 30 dage før forsikringsperioden udløber. Når du betaler forsikringen for en ny periode, accepterer du samtidig ændringerne, og forsikringen fortsætter med de ændrede betingelser og/eller pris. Indeksreguleringen betragtes ikke som en ændring af prisen for forsikringen.

Ledelsen har besluttet ikke at offentliggøre et anslået beløb, men det er blevet vurderet til at være ubetydeligt

Trygs årsrapport for 2021 om sagen

Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse har Tryg dog ikke haft hjemmel i sine forsikringsbetingelser til at hæve prisen på forsikringerne uden varsel. Et sådan vilkår ville også være urimeligt, lyder det.

De forsikringstyper, hvor Tryg har forhøjet præmien uden varsel, er "i hvert fald" indbo, ulykke, rejse, hus, bil, hund, kat, knallert og motorcykel, mener Forbrugerombudsmanden.

Kunder ikke forpligtet til at betale

Sagen skal nu behandles ved Sø- og Handelsretten, og hvis Forbrugerombudsmanden får medhold, vil de berørte kunder som udgangspunkt kunne kræve prisstigningerne tilbagebetalt af Tryg Forsikring.

Der kan dog være stor forskel på kundernes tilgodehavender, ligesom nogle kunders krav kan være ophørt som følge af passivitet.

- Tryg varslede ikke sine privatkunder om prisstigningerne, og derfor har kunderne efter vores opfattelse ikke været forpligtede til at betale prisstigningerne, siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.

Til Ekstra Bladet afviser Tryg at have gjort noget forkert.

- Vi er, og har hele tiden været af den opfattelse, at vi har fulgt de gældende retningslinjer og fulgt Finanstilsynets anvisninger på området. Det er Forbrugerombudsmanden ikke enig i, og sagen må nu gå sin gang, hvilket vi ser frem til, udtaler Trygs pressechef Susanne Lindhage til Ekstra Bladet.

Flere år undervejs

Sagen, der nu bliver til en stævning, har ulmet i flere år.

I pressemeddelelsen om stævningen oplyser Forbrugerombudsmanden, at det er en "anonym henvendelse", der har givet anledning til at kigge Tryg efter i sømmene.

Ifølge FinansWatch har personen, der henvendt sig til Forbrugerombudsmanden, selv oplyst at være medarbejder hos Tryg.

Sagen bliver også omtalt i Trygs årsrapport for både 2020 og 2021. Her skriver selskabet blandt andet:

- I slutningen af oktober (2020) modtog Tryg Forbrugerombudsmandens vurdering af sagen. I Forbrugerombudsmandens øjne har Tryg ikke levet op til kravene om prisregulering da priserne blev hævet mere end indekseringen mellem marts 2016 og februar 2020, står der i årsrapporten for 2021.

Også her oplyser Tryg dog, at man ikke er enig med Ombudsmandens vurdering.

Trygs egen omtale af sagen i årsrapporten slutter på denne måde:

- Ledelsen har besluttet ikke at offentliggøre et anslået beløb, men det er blevet vurderet til at være ubetydeligt.