Rusland invaderer Ukraine

Ruslands rigeste taber svimlende summer på papiret – men virkeligheden ser anderledes ud

Erhvervsmagasinet Forbes estimerer, at også ukrainske milliardærer har mistet milliarder af kroner siden invasionens start.

De russiske oligarker har i løbet af det sidste år set deres formuer svinde hurtigt ind.

34 russiske rigmænd kan ikke længere kalde sig milliardærer. Mens den samlede formue for de resterende 83 milliardærer er faldet med hele 1771 milliarder danske kroner siden sidste år.

Det viser erhvervsmagasinet Forbes' liste over verdens rigeste personer, der udkom tirsdag.

Selvom det svimlende tab er en konsekvens af den russiske invasion, er det for tidligt at sige, hvor mange penge de russiske oligarker kommer til at miste på krigen.

For tallene er nemlig ikke en nøjagtig refleksion af virkeligheden, fortæller Jonas Hedman, der er lektor på CBS og specialiserer sig i betalingsselskaber.

- På papiret har de tabt penge, men i virkeligheden har de ikke lidt de store tab, siger han til TV 2.

Flere har udsigt til konkurs

Når en russisk milliardær som Roman Abramovich, der er ejer af fodboldklubben Chelsea, står til at have mistet 51 milliarder danske kroner på bare ét år, er det ikke penge, han nødvendigvis mærker til, fortæller Jonas Hedman.

De (russiske oligarker, red.) kommer ikke til at sulte

Jonas Hedman, lektor på CBS

Det skyldes, at Abramovichs virksomheder, som så mange andre russiske virksomheder, tog et gevaldigt dyk på aktiemarkedet i konfliktens opstart.

Men fordi mange af de russiske rigmænd ikke har solgt deres virksomheder eller andele, har de reelt set ikke mistet deres penge endnu, forklarer CBS-lektoren.

- De kommer i hvert fald ikke til at sulte, understreger han.

Jonas Hedman spår dog, at flere af de russiske oligarkers virksomheder vil gå konkurs. Men hvornår det sker, tør han ikke sige noget om.

Indefrosne ejendele koster

De russiske oligarker går dog ikke fuldstændig fri af Vestens sanktioner.

For flere af Ruslands rigeste har fået indefrosset deres ejendele. Lystyachter er blevet konfiskeret, millionvillaer er beslaglagt, og fodboldklubber sat til salg.

Og det vil formentlig have ramt dem på pengepungen, vurderer Jonas Hedman.

Men det store pengespørgsmål bliver først virkelig aktuelt efter krigens afslutning, eller hvis der opstår våbenhvile, fortæller han.

- Der vil rigmændene kunne risikere at miste store summer, hvis det bliver bestemt, at Rusland skal betale for genopbygningen af Ukraine, siger han.

Russisk økonomi i knæ

Både for de russiske milliardærer såvel som den helt almindelige russiske borger har krigen haft store økonomiske konsekvenser.

For udover beslaglæggelse af aktiver for medlemmer af Putins inderkreds, har indefrysning af Ruslands valutareserver og udelukkelse af russiske banker fra det internationale betalingssystem Swift bragt den russiske økonomi i knæ.

Flere eksperter har spået et statsbankerot, men præsident Vladimir Putin holder fast i, at landet vil vende stærkere tilbage.

Og mens Vesten har forsøgt at ramme Rusland på pengepungen, er milliarder af kroner strømmet ind i donationer til Ukraine.

For de ukrainske milliardærer har ødelæggelserne forårsaget af krigen stadig kostet dem milliarder af kroner.

Milliardtab til Ukraines rigeste

Forbes har sammen med Forbes Ukraine estimeret, at Ukraines rigmænd har mistet omkring 65 milliarder danske kroner siden invasionens start 24. februar.

Tabet kunne til gengæld have været meget større, hvis ikke det var fordi, at de fleste ukrainske milliardærer har deres aktiver uden for Ukraine, skriver Forbes.

En af landets mest fremtrædende finansfyrster Petro Poroshenko er slet ikke at finde på Forbes' liste længere.

Petro Poroshenkos, som var Ukraines præsident mellem 2014 og 2019, nettoværdi faldt til halvdelen af, hvad den var, i 2021. Det er blandt andet en konsekvens af, at han har været nødt til at lukke to virksomheder i Kyiv og Boryspil.

Så meget har de russiske rigmænd mistet på ét år

  1. Vladimir Lisin - tab på 52 milliarder kroner

    Vladimir Lisin er på nuværende tidspunkt Ruslands rigeste person. Hans virksomhed Novolipetsk (NLMK) er en af de største stålvirksomheder i landet. Han ejer en formue på næsten 124 milliarder danske kroner ifølge Forbes

  2. Vladimir Potanin - tab på 65 milliarder kroner

    Den næstrigeste russer Vladimir Potanin ejer en andel på 35 procent i virksomheden Nornickel, der smelter nikkel og palladium. Ifølge Forbes tog Nornickel et stort aktiedyk efter den russiske invasion af Ukraine. Aktien er dog begyndt at stige igen. Potanins formue er på cirka 116 milliarder danske kroner. 

  3. Roman Abramovich - tab på 51 milliarder kroner

    Roman Abramovich er i dag ejer af en bred vifte af virksomheder, blandt andet fodboldklubben Chelsea FC. Roman Abramovitj blev ramt af sanktioner i marts 2022 og er i dag god for omkring 46 milliarder danske kroner. 

  4. Alexey Mordashov - tab på 107 milliarder kroner

    Alexey Mordashov er majoritetsaktionær i stålvirksomheden Severstal og TUI Group, en af ​​de største rejse- og turismevirksomheder i verden. Mordashov blev sanktioneret af EU i februar for sine "forbindelser til russiske beslutningstagere." Hans formue er på næsten 89 milliarder danske kroner. 

  5. Vagit Alekperov - tab på 97 milliarder kroner

    Vagit Alekperov ejer en aktiepost i oliegiganten Lukoil, der er et af de største selskaber i Rusland. Virksomheden har som en af de få russiske virksomheder udtrykt sin "dybeste bekymring over de tragiske begivenheder i Ukraine". Alekperovs formue bliver anslået til at være 70 milliarder danske kroner.