Massevis af vestlige virksomheder kan blive kopieret i Rusland
Ingen danske virksomheder er foreløbig på liste over kopivarer i Rusland, men det frygter de at komme, lyder det fra Dansk Industri.
I Rusland er der udsigt til, at den svenske møbelgigant Ikea vil hedde 'Idea', mens det franske luksusmærke Louis Vuitton vil få navnet 'Loui's Vuitton'.
De to selskaber er nemlig blandt flere vestlige virksomheder, der har kappet båndene til Rusland som følge af krigen i Ukraine.
Siden er der dukket op mod 49 ansøgninger op i det russiske patentsystem, Rospatent, som ligner kopier af vestlige virksomheder og brands, skriver Berlingske.
Og det har givet anledning til bekymring, fortæller Peter Bay Kirkegaard, seniorchefkonsulent hos Dansk Industri.
- Der er især tale om kendte varemærker, hvis omdømme kan være i risiko, siger han til TV 2.
Især medicinalvirksomheder er bekymrede
Udover Ikea og Louis Vuitton har Berlingske også fundet kopier af andre virksomheder såsom Coca-Cola, Apple, Disney, Mercedes-Benz, TikTok, MasterCard og Nokia.
Til gengæld er der ikke blevet fundet danske virksomheder blandt de 49 tilfælde. Alligevel frygter en række af Dansk Industris medlemsvirksomheder at blive de næste ofre, lyder det fra seniorchefkonsulenten:
- Det er særligt medicinalvirksomheder, som er bekymrede for, at der bliver solgt kopiprodukter. En ting er, at de bliver solgt på det russiske marked. En anden ting er, at de smugles ud af Rusland og sælges i andre lande, siger Peter Bay Kirkegaard.
Allerede 8. marts vedtog Rusland en lov, som gjorde det nemmere for firmaer at stjæle patenter fra "uvenlige" lande, skriver Berlingske.
Ansøgningerne kommer ifølge det danske medie i høj grad fra russiske firmaer. I nogle tilfælde er de dog også sendt ind fra virksomheder i eksempelvis Cypern og på Caymanøerne.
- Det er mere designbrands, som Rusland vil kopiere
TV 2 har talt med Ikeas kommunikationschef Christian Mouroux Pedersen, som fortæller, at forretningskæden er opmærksom på hændelsen.
- Lige nu er vi ved at kigge ind i sagen for at se, hvad næste skridt skal være, siger han.
En række af virksomhederne – som er i risiko for at blive kopieret, hvis ansøgningerne bliver godkendt – har som følge af krigen valgt at selvsanktionere.
Heriblandt Ikea, som har stoppet al handel med Rusland, og Disney, der ikke længere viser sine film i russiske biografer.
Også en række danske virksomheder har valgt at selvsanktionere – blandt andet Jysk og Bestseller.
De fortæller til TV 2, at de på nuværende tidspunkt ikke er særlig bekymrede for at blive kopieret i Rusland.
- Jeg tænker umiddelbart, at designprodukter nok er mere udsatte, fortæller Rune Jungberg Pedersen, pressechef i Jysk.
Ikke noget at gøre, siger jurist
Ifølge Berlingske har advokatfirmaet Bech-Bruun fået mange henvendelser fra danske virksomheder, der frygter, at de også vil blive kopieret.
Det fortæller advokatfirmaets jurist med speciale i immaterialret, Claus Barrett Christiansen:
- Det er et voldsomt indgreb, hvis man tager andres immaterielle rettigheder. Jeg kan ikke huske nogle fortilfælde for, at man tillader det.
Han tilføjer, at Rusland egentlig er forpligtet til at sikre udenlandske firmaers rettigheder gennem en række aftaler. Men det bliver svært at forpligte dem til at gøre det nu, hvor Vesten har underlagt Rusland så mange sanktioner, lyder det.