Krigen i Ukraine

Yderligere to danske virksomheder forlader Rusland

Velux forlader både Rusland og Hviderusland "hurtigst muligt". Aarsleff vil sælge sine forretninger.

Endnu to danske virksomheder trækker stikket i Rusland.

Torsdag oplyser entreprenørfirmaet Aarsleff og vinduesproducenten Velux, at de forlader det russiske marked.

Ud over Rusland vinker Velux også farvel til Hviderusland, der også er kendt som Belarus, fremgår det af en meddelelse.

- Med invasionen af Ukraine suspenderede vi alle aktiviteter i Rusland og Belarus, da vi hverken kunne eller ville fortsætte vores aktiviteter i de to lande i lyset af den alvorlige situation. Vi har nu truffet beslutning om hurtigt at lukke vores aktiviteter permanent, udtaler Velux' administrerende direktør, David Briggs.

Lukning skal ske "hurtigst muligt"

Virksomheden har i alt 72 medarbejdere på salgskontorer i de to lande, men hverken produktionsfaciliteter eller ejendomme.

Ambitionen er, at Velux skal forlade Rusland og Hviderusland "hurtigst muligt", og i løbet af den kommende måned vil alle forpligtelser over for kreditorer og kunder blive afviklet, ligesom medarbejderne vil blive opsagt, skriver Velux.

Herefter vil man indgive en anmodning om såkaldt "frivillig likvidation", der kan oversættes til en frivillig nedlukning eller afvikling af et selskab.

- I takt med skærpede modsanktioner og et ændret juridisk landskab i Rusland bliver det stadig sværere at holde vores aktiviteter inaktive, mens vi venter på klarhed, udtaler David Briggs.

Aarsleff sælger fra

Mens Velux vil gå efter en frivillig nedlukning, har entreprenørfirmaet Aarsleff valgt at sætte sine aktiver i Rusland til salg som en måde at komme ud af landet.

- Når salget er effektueret, vil vi ikke længere være til stede i Rusland, skriver Aarsleff i en meddelelse.

Sidste regnskabsår havde Aarsleffs russiske forretning en omsætning på 64 millioner kroner og et driftsresultat på 4 millioner.

Det skal ses i lyset af en samlet omsætning på tværs af virksomheden på mere end 14,5 milliarder kroner og et samlet driftsresultat på 648 millioner kroner.

Indtil Aarsleff har fundet en køber, vil virksomheden opfylde de forpligtelser, de kontraktligt er bundet til på igangværende projekter, oplyses det.

Forskellige strategier

Det er ikke kun Aarsleff og Velux, der har forskellige strategier for at komme ud af Rusland.

De seneste dage har man set lignende fra eksempelvis detailkoncern Jysk og bryggerigiganten Carlsberg.

Hvor Jysk således onsdag meddelte, at man ville lukke sine 13 butikker i Rusland permanent, har Carlsberg valgt samme vej ud af Rusland som Aarsleff: ved at sætte sine forretninger i landet til salg.

I den forbindelse er det dog værd at bemærke, at der er stor forskel på virksomhedernes omfang, produktion og engagement i Rusland.

Mens Velux har salgskontorer og 72 medarbejdere på tværs af Rusland og Hviderusland, har Carlsberg 8400 medarbejdere på tværs af bryggerierne i Rusland.

Sidste år omsatte Carlsberg således for 6,5 milliarder danske kroner i Rusland, og i sidste regnskab anførte Carlsberg, at aktiverne i Rusland var op mod 20 milliarder kroner værd.

For Aarsleff, der ligesom Carlsberg har et konkret produktionsapparat i Rusland, vil nedskrivningen være på 20-40 millioner kroner, fremgår det af entreprenørvirksomhedens meddelelse. I den seneste årsrapport kan man desuden se, at Aarsleff er involveret i tre virksomheder i Rusland:

  • Per Aarsleff AO, som er ejet 100 procent af Aarsleff-koncernen, og som holder til i Sankt Petersburg.
  • Datterselskabet Bertos OOO, som Aarsleff-koncernen ejer 49 procent af, og som holder til i Moskva.
  • Datterselskabet Arpipe OOO, som Aarsleff-koncernen ejer 50 procent af, og som ligeså holder til i Moskva.