Business

Undersøgelse viser stort omfang af krænkelser i reklamebranchen: - Jeg oplevede, at jeg ikke havde noget valg

Særligt kvinder under 40 år i marketingbranchen har oplevet krænkelser og sexisme.

Indvielsesritualer, tilbud om at komme med op på hotelværelset og uønskede tilnærmelser fra chefer.

Det er noget af det, som Anne Sophie Lange har oplevet i løbet af sin snart 20 år i reklamebranchen. Og hun er langtfra alene.

Da jeg var så ung, som jeg var, oplevede jeg, at jeg ikke havde noget andet valg

Anne Sophie Lange, CEO i Butter Agency

En ny stor undersøgelse foretaget af branchemediet Markedsføring viser, at en lang række kvinder oplever eller har oplevet chikane og krænkelser fra kunder, kollegaer og ledere.

Hver fjerde svarer, at de har oplevet grænseoverskridende adfærd eller uønsket seksuel opmærksomhed inden for de seneste 10 år.

Et kulturproblem

Som nyansat i et reklamebureau oplevede Anne Sophie Lange, at hun skulle igennem et indvielsesritual.

Her skulle hun lægge sig på et bord, hvorefter hendes nærmeste leder eller en seniorkonsulent skulle "spanke" hende foran en stor gruppe af ansatte. Det var ifølge hende helt almindeligt i branchen dengang og "bare noget, man gjorde".

- Da jeg blev indviet, var der andre, der skulle igennem det samme på aftenen, så det blev normaliseret, siger Anne Sophie Lange, der i dag er 39 år gammel og direktør i sit eget bureau.

På det tidspunkt var Anne Sophie Lange i begyndelsen af sine 20'ere og var lige startet i sit første "voksenjob".

- Da jeg var så ung, som jeg var, oplevede jeg, at jeg ikke havde noget andet valg. Andre gjorde det også, og jeg ville ikke fremstå kedelig og sippet, fortæller hun.

Påvirkede hendes selvbillede

I undersøgelsen, hvor 1247 personer har deltaget, er den suverænt mest udsatte gruppe kvinder under 40 år.

På især arbejdspladser med løse ansættelser, mange unge og som er meget mandsdominerede, er der meget seksuel chikane

Anette Borchost, forsker på Aalborg Universitet med speciale i sexismesager

Her svarer 48 procent, at de har oplevet uønskede seksuelle kommentarer på jobbet. 35 procent har oplevet det flere gange de seneste 10 år.

Hertil svarer 37 procent, at de har oplevet uønskede seksuelle berøringer, imens de var på arbejde.

Tallene overrasker ikke Anne Sophie Lange.

Hun fortæller også om oplevelser, hvor ledere eller kunder hos bureauet under forretningsrejser har inviteret hende op på deres hotelværelser med direkte tilbud om sex.

Og selvom hun har følt, at hun godt kunne sige fra og ellers generelt har været glad for at være i branchen, oplevede hun, at det påvirkede hendes eget selvbillede.

- Det er klart, at når man starter i en ny branche og i sit første voksenjob, vil man gerne tages seriøst og ses som en faglig person i stedet for noget seksuelt eller en, som andre kan ydmyge eller udnytte.

Nogle arbejdspladser er mere udsatte

Siden tv-vært Sofie Linde ved Zulu Awards i august 2020 satte fokus på sexisme og krænkelser i mediebranchen, er der kommet langt mere fokus på #Metoo i Danmark.

Men der er stadig problemer i mange brancher, og det kan skyldes, at kulturændringer tager lang tid, vurderer Anette Borchost. Hun er forsker på Aalborg Universitet med speciale i sexismesager og har skrevet en bog om seksuel chikane på arbejdspladsen.

Samtidig er visse arbejdspladser mere udsatte, lyder det.

- Mønsteret er, at på især arbejdspladser med løse ansættelser, mange unge, og som er meget mandsdominerede, er der meget seksuel chikane, siger Anette Borchost.

Anette Borchost vurderer dog, at det seneste års øgede fokus på #Metoo har haft en effekt ude i kontorlandskaberne. Fra at det har været noget, som særligt kvinder har "gået og puttet med", er det i dag mere accepteret at sige fra og tale om.

Ifølge hende er det vigtigste, at ledelsen sender et klart signal om, at der er nultolerance mod sexisme på arbejdspladsen.

- Det signal er også vigtigt på den måde, at når kolleger iagttager nogle, der laver noget, som ikke er i orden, så skal de reagere, siger Anette Borchost.

Indfør muligheder for at klage anonymt

Anne Sophie Lange er i dag direktør i det kreative bureau Butter Agency, hvor de har ti ansatte. Og hun har gjort sig mange overvejelser omkring, hvad hun kan gøre, for at andre ikke får samme oplevelser som hende.

- Jeg tror, at det at have en god og åben dialog hjælper rigtig meget. Det, at man som ledelse går op i at forstå, hvad der foregår hos de ansatte og taler med dem om det, siger hun.

Hun opfordrer samtidig virksomheder til at indføre konkrete retningslinjer mod krænkelser. Og så mener hun, at det kan være en god idé at indføre muligheder for at klage anonymt.

- For når det er så privat et emne og handler om magtmisbrug, og der ofte er chefer og ledere involveret, tror jeg, at det vil kunne hjælpe til at få det frem i lyset, siger hun.