Business

- Vi frygter, at vores branche vil blive overdraget til de kriminelle, siger brancheforening

Et forbud mod salg af nikotinprodukter til personer født i 2010 og senere vil være til fordel for kriminelle og vores nabolande, mener organisationer.

Regeringen vil skabe "en røgfri generation," som består af personer født i og efter 2010.

Derfor vil regeringen være åben for at indføre et forbud mod salg af nikotinprodukter til aldersgruppen. Det fremgår af udspillet til en ny sundhedsreform, som blev præsenteret tirsdag aften.

Vi skønner, at halvdelen af butikkerne vil lukke ned i fremtiden

Jesper Lundberg, formand for Nærbutikkernes Landsforening

Men det falder ikke i god jord i tobaksbranchen, fortæller Tine Marie Andersen, som er direktør i brancheorganisationen Tobaksproducenterne.

- Det er ærgerligt. Vi frygter, at vores branche vil blive overdraget til de kriminelle, siger hun.

Kiosker vil gå under

Samme frygt deler man hos Nærbutikkernes Landsforening. For man fører salget derhen, hvor der ikke er regulering, lyder det.

- Hashsalget er jo ikke stoppet, selvom det er ulovligt, siger foreningens formand, Jesper Lundberg, til TV 2.

Derudover er han bekymret over, hvordan forbuddet vil ramme især kioskerne.

For ifølge Jesper Lundberg kommer halvdelen af deres omsætning fra salg af nikotinprodukter.

- Vi skønner, at halvdelen af butikkerne vil lukke ned i fremtiden, hvis man indfører sådan et forbud, lyder det fra formanden for Nærbutikkernes Landsforening.

Ifølge Tine Marie Andersen vil salget ikke kun gå til de kriminelle. Vores nabolande vil ifølge hende også øge deres omsætning.

- De (personer fra årgang 2010 og opefter, red.) kan bare køre over grænsen og købe produkterne der, siger hun.

Manglende ID-kontrol

Det er dog ikke det eneste problem, direktøren for Tobakproducenterne kan få øje på.

Hun frygter, at det bliver svært for tobaksforhandlerne at finde ud af, om deres kunder er født før eller efter 2010, fordi id-kontrollen i Danmark ifølge hende "sejler".

I dag er det ulovligt at sælge nikotin til unge under 18 år. Alligevel fortæller 65,5 procent af 15 til 17-årige nikotinforbrugere, at de selv køber deres nikotin.

- Der findes hjemmesider, hvor produkter bliver solgt illegalt, og der skal myndighederne gribe ind, siger Tine Marie Andersen.

Derfor håber hun, at politikerne vil rette deres fokus på det ulovlige salg af nikotinvarer og bruge flere penge på at styrke kriminalitetsbekæmpelsen.

Flere unge bruger tobaks- og nikotinprodukter

I en undersøgelse fra 2021 af Statens Institut for Folkesundhed svarede 28,6 procent af de 15 til 29-årige respondenter, at de ryger cigaretter, bruger e-cigaretter, ryger opvarmet tobak eller bruger røgfri tobak.

Det svarer til mere end hver fjerde unge person.

Året før var tallet en smule lavere. Her angav 27 procent af de unge respondenter, at de var forbruger af tobaks- og nikotinholdige produkter.