Business

SAS går konkurs uden forandringer, vurderer analytiker

Lykkes planen, vil SAS bruge langt flere kræfter på ferierejsende, og det kommer passagererne til at mærke.

Højt at flyve, dybt at falde.

Det skandinaviske luftfartsselskab SAS blev engang kaldt "luftens konge". Men de seneste år har været turbulente for selskabet, og senest har coronakrisen gjort livet endnu sværere for virksomheden.

Tirsdag præsenterede SAS et nyt underskud på cirka 1,7 milliarder danske kroner – og sammen med det en storstilet plan for, hvordan milliardunderskuddet på sigt kan vendes til sorte tal på bundlinjen.

Vi bliver nødt til at blive konkurrencedygtige

Anko van der Werff, koncernchef ved SAS

Spørger man Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef og ekspert i luftfartsbranchen ved Sydbank, er det bydende nødvendigt, hvis SAS skal holde sig på vingerne.

- SAS er et konkurstruet selskab. Ikke i dag, ikke i morgen og heller ikke de næste 12 måneder. Men hvis man ikke laver de her forandringer, går man konkurs, for man kommer ikke til at tjene penge, siger han til TV 2.

SAS ramt særligt hårdt

I sit regnskab beskriver SAS selv de seneste to års pandemi som "de mest udfordrende i luftfartsbranchens historie".

Ikke nok med at kunderne er blevet væk. Flere eksperter forventer også, at virksomheder verden over også fremover vil erstatte mange forretningsrejser med online møder.

Historisk har SAS tjent en stor del af sine penge på netop de forretningsrejsende, og derfor står det skandinaviske selskab lige nu i en særligt svær situation.

Danmark ejer en femtedel af SAS

Indtil coronakrisen ejede den svenske og den danske stat cirka 14,8 og 14,2 procent af SAS.

Men med en aftale i juni 2020 postede de to lande 8,5 milliarder kroner ind i selskabet. Nu ejer de to lande hver knap 22 procent af SAS.

Det fortæller TV 2s erhvervskommentator Ole Krohn:

- Der er ikke nogen, der flyver på en blå sky. Men det er tydeligt, at når der kommer flere fritidsrejsende og færre forretningsrejsende, så rammer det alt andet lige SAS hårdere end eksempelvis Norwegian og Ryanair.

For at gøre ondt værre har SAS også været plaget af flere strejker og konflikter med medarbejderne. Samtidig er omkostningerne til brændstof skudt i vejret.

I sidste uge kom det endda så vidt, at det norske mæglerhus DNB Markets forudså en reel risiko for, at SAS kunne gå konkurs, hvis ikke man lavede en rekonstruktion af selskabet.

- Situationen er meget alvorlig. SAS giver kvartal efter kvartal gigantiske underskud, og man har ikke en forretningsmodel, som fungerer overhovedet, siger Ole Krohn

- Vi bliver nødt til at blive konkurrencedygtige

Ifølge SAS’ hollandske koncernchef, Anko van der Werff, må der gøres noget.

Derfor præsenterede selskabet sammen med tirsdagens regnskab en plan for en "transformation" kaldet SAS Forward.

- Vi er nødt til at lægge et ambitiøst program, som virkelig fører os fremad, siger koncernchefen til TV 2.

Blandt nøglepunkterne i den nye plan er, at SAS vil skære 7,5 milliarder svenske kroner fra sine årlige omkostninger.

Derudover vil selskabet rejse ny kapital. Men for at det kan lade sig gøre, er det afgørende først at gennemføre den store spareplan, mener selskabet.

- Den her plan er designet til at føre os fremad. Vi bliver nødt til at blive konkurrencedygtige og derfor blive en reel spiller, der kan stå på egne ben, siger Anko van der Werff.

Ifølge Jacob Pedersen ser planen umiddelbart ud til at ramme inden for skiven.

- Når jeg kigger på spareplanen, synes jeg egentlig, at den favner de rigtige ting. Man vil gentænkte netværket, spare massivt på omkostningerne, og så er man nødt til at hente mange flere penge for at få gælden nedbragt, siger han.

Passagerer kommer til et mærke forskel

Transformationen kommer til at tage tid. Men på sigt må man også som passager hos SAS forberede sig på mærkbare forandringer.

Lykkes planen, vil SAS nemlig ifølge Jacob Pedersen blive et selskab, som bruger langt flere kræfter på ferierejsende – blandt andet med en række helt nye flyruter.

- Og så vil de forretningsrejsende formentlig opleve en mindre forringelse. Ikke noget dramatisk, for de vil stadig være vigtige for SAS, men bare ikke lige så vigtige, som de har været tidligere, siger han.

Aktieanalysechefen mener dog ikke, at SAS’ ansatte skal frygte nye store fyringsrunder.

De besparelser har luftfartsselskabet nemlig allerede klaret. Blandt andet da SAS i starten af coronakrisen fyrede omkring 5000 medarbejdere.

- Den øvelse har SAS allerede været igennem. Nu skal man have gjort de eksisterende medarbejdere konkurrencedygtige, vurderer Jacob Pedersen.

I regnskabet oplyser SAS, at man blandt andet vil kigge på sine overenskomster, og at forskellige "platforme" skal spille en større rolle.

Sidste efterår skabte det stor røre, da SAS valgte at ansætte nye medarbejdere til datterselskabet Connect i stedet for at genansætte dem, man havde hjemsendt som følge af pandemien.

Det var en måde at få fyldt de samme jobfunktioner ud på dårligere vilkår og til billigere løn, lød kritikken. En lignende kritik har lydt fra bagagemedarbejderne, der strejkede i sidste uge.