Business

Ensartet CO2-afgift kan lukke hel branche, advarer Danmarks største CO2-udleder

Gennemføres ekspertgruppens første model, vil Aalborg Portlands CO2-udgifter samlet set blive mere end syvdoblet, anslår direktør.

En ensartet CO2-afgift vil betyde enden på dansk cementproduktion.

Sådan lyder det fra Danmarks største udleder af CO2, cementproducenten Aalborg Portland, efter en ekspertgruppe tirsdag fremlagde tre modeller for, hvordan en fremtidig CO2-afgift kan se ud.

- Det vil gøre det rigtig svært at have cementproduktion i Danmark, siger administrerende direktør Michael Lundgaard Thomsen til TV 2.

Overordnet lægges der op til, at afgiften skal sikre reduktioner på 3,5 millioner ton i 2030. Det vurderer eksperterne nemlig er nødvendigt, hvis man skal nå 2030-målet om 70 procents reduktion.

Mens den første model bygger på en ensartet afgift, forsøger de to andre at tage højde for, at nogle virksomheder har en meget stor udledning, og derfor sænkes prisen for disse.

Første model syvdobler CO2-udgifter

Ifølge Michael Lundgaard Thomsen betaler Aalborg Portland allerede 230 millioner kroner årligt til det europæiske CO2-kvotesystem.

Men gennemføres ekspertgruppens første og billigste model, vil selskabets CO2-udgifter samlet set blive mere end syvdoblet.

- Det vil umiddelbart med en hovedberegning sige, at vi ender med en afgift på knap 1,7 milliarder, som er tre gange vores overskud, siger direktør Michael Lundgaard Thomsen.

Det vil ifølge Michael Lundgaard Thomsen betyde, at den danske cementproduktion flyttes til andre EU-lande.

Men selv den af de tre modeller, der er billigst for selskaber som Aalborg Portland, vil betyde en årlig ekstraregning på minimum 200 millioner kroner.

- Uanset om det er den mindste eller største model, står vi over for en væsentlig afgift, der alt andet lige vil reducere muligheden for rent faktisk at investere i CO2-reduktioner, siger direktøren.

DI: Ingen huse eller tunneller uden cement

At energitunge virksomheder flytter væk fra Danmark til lande med lavere miljøstandarder kaldes også CO2-lækage.

Og det er man hos Dansk Industri særligt bekymret for, hvis ekspertgruppens første model bliver til virkelighed. Det siger politisk direktør Emil Fannikke Kiær.

- Vi står som samfund i et reelt valg mellem en høj afgift, som i virkeligheden vil eksportere vores CO2-problem og bagefter importere produkterne, eller om vi i stedet vil forsøge at hjælpe ved at skabe et grønt råderum, som kan hjælpe de her produktionsformer, siger han til TV 2.

Selvom Emil Fannikke Kiær understreger, at der også er dele af de to andre modeller, Dansk industri "ikke er så begejstret for", kalder han dem et bedre udgangspunkt for en politisk diskussion.

Ifølge den politiske direktør støtter Dansk Industri nemlig op om en CO2-afgift. Men den skal følges af hjælp til de energitunge sektorer til at finde alternativer.

- Der bliver ikke bygget nogen huse eller nogen tunneler, uden at der bruges cement. Det er derfor, vi skal vise vejen og bruge et grønt råderum for at vise, hvordan de her virksomheder kan få en produktionsform, som er mindre udledende.

- Princippet om at forureneren betaler er rimeligt

Hos Aalborg Portland er man da heller ikke helt afvisende overfor en CO2-afgift.

Ifølge Michael Lundgaard Thomsen forstår selskabet nemlig godt argumentationen for at indføre en ensartet afgift for de sektorer, der ikke allerede er underlagt CO2-kvoter.

- Princippet om, at forureneren betaler, er rimeligt. Det, vi bare beder om, er, at man finder en model, hvor man ikke på meget kort sigt taber al sin konkurrencedygtighed, siger han.

Det er nu op til Folketingets partier at blive enige om, hvilken model de vil fortsætte med for at mindske udledningen.

Derfor vil Aalborg Portland nu også nærlæse ekspertgruppens første delrapport, regne på konsekvenserne af de tre modeller, og ”indgå åbent i den politiske dialog”.