Business

C25 tager kæmpe dyk: - Det rusmiddel, vi har været vant til, forsvinder

Mange investorer har aldrig oplevet stigende renter, og det har skabt en sneboldeffekt, vurderer investeringsøkonom.

De danske aktier tog torsdag et solidt dyk.

Det danske eliteindeks C25, faldt dagen igennem, og sluttede med et minus på 3,08 procent. Kun slået af 23. november 2021 er det den værste dag, siden coronaen kom til Danmark.

Det sker, efter den amerikanske centralbank onsdag aften dansk tid lagde op til at stramme pengepolitikken hurtigere - og måske endda mere – end før ventet.

Den store optur på aktiemarkedet er slut i den her omgang

Per Hansen, investeringsøkonom ved Nordnet

Siden 2009 har centralbanken FED holdt renten lav og opkøbt obligationer ”med arme og ben” for at sprøjte penge ind på de finansielle markeder.

Men nu tager den tilløb til at trække i håndbremsen. Og ifølge Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef ved Sydbank, kommer det bag på mange investorer.

- Det her handler om, at alternativet til aktier formentlig bliver bedre, når vi kigger frem. Renterne bliver højere, og så bliver det sjovere at investerer i obligationer, fortæller han til TV 2.

Lykkepiller trækkes op af halsen på patienten

Ifølge Jacob Pedersen har den lempelige pengepolitik fungeret som ”lykkepiller” for de finansielle markeder i mere end et årti. Særligt under coronakrisen har låget siddet løst på pilleglasset.

Den lave rente har fået langt de fleste investorer til at sætte flere penge i de mere risikable aktieinvesteringer, hvilket har drevet aktiekurserne i vejret.

- Siden 2009 har vi faktisk kun haft en periode på nogle få måneder fra slutningen af 2018, hvor centralbankerne har trukket penge ud af de finansielle markeder ved at sælge obligationer, siger aktieanalysechefen.

I den periode faldt aktiekurserne også markant.

Allerede i december flagede den amerikanske centralbank sine planer om dels at hæve sine egne rentesatser og dels at fremrykke afslutningen på sine årelange opkøb af obligationer.

Men onsdag kom det frem i et referat, at renten kan blive hævet tidligere end forventet – og samtidig diskuteres det, om banken skal tømme ud i sin eksisterende beholdning af obligationer.

Det fik ifølge Jacob Pedersen mange investorer til at vågne op.

- Vi var godt klar over, at det ville ske. Men at man ligefrem står klar til at trække lykkepiller op ad halsen på patienten, det vidste vi ikke. Det skaber noget risiko for turbulens, siger Jacob Pedersen.

Mange har aldrig oplevet stigende renter

Spørger man Per Hansen, der er investeringsøkonom ved Nordnet, er mange investorer helt uforberedte på udsigten til stigende renter.

Siden finanskrisen er aktieinvesteringer nemlig blevet allemandseje – og derfor er der gennem de seneste år kommet hober af nye investorer på markedet.

- Rigtig mange har ikke prøvet før, hvad stigende renter betyder. For stigende renter har ikke været tilfælde siden finanskrisen, siger Per Hansen til TV 2

Den usikkerhed har fået mange investorer til at ryste på hånden.

Og ifølge investeringsøkonomen har det skabt en sneboldeffekt.

- Investorerne bevæger sig ekstremt synkront. Når aktierne falder, får nogle ondt i maven og sælger. Så der er også en flokmentalitet.

De dyreste aktier er i "farezonen"

Onsdagens referat har fået aktieindekser på tværs af Europa til at gå i rødt. Og et af de hårdest ramte var det danske C25-indeks.

Det skyldes blandt andet, at mange af de toneangivende aktier i Danmark er såkaldte ”vækstaktier” – det vil sige aktier i selskaber, der typisk handles dyrt, fordi man forventer en høj indtjening i fremtiden.

- Danske selskaber er ofte gode indenfor deres nicher. Når de er gode til at drive deres forretning over en længere periode, bliver de meget eftertragtede, siger Per Hansen.

Ifølge både Jakob Pedersen og Per Hansen er det da også de højest prisfastsatte aktier, der står til at blive hårdest ramt.

Særligt, hvis prisen ikke længere afspejler den forventede indtjening, er aktien i ”farezonen”.

- For mig at se er der ingen tvivl om, at er er de dyrest prisfastsatte dele af markedet, der står til at blive hårdest ramt, siger Jacob Pedersen.

- Den store optur er slut

Begge de to aktieeksperter forventer, at den amerikanske centralbanks pengepolitiske stramning kommer til at kaste skygger ind over de næste mange måneder.

- Det rusmiddel, vi har været vant til i mange år nu, forsvinder. Og det må man altså ikke undervurdere, siger Jacob Pedersen.

Selvom han fortsat forventer positive afkast det næste års tid, skal man nemlig ifølge aktieanalysechefen forvente større udsving på aktiemarkederne.

Af samme grund forventer Per Hansen, at mange investorer enten vil ændre deres aktiebeholdning eller slet og ret sælge ud af den.

Uden de lave renter bliver det nemlig sværere at tjene penge på aktier.

- Den store optur på aktiemarkedet er slut i den her omgang. Det bliver sværere at opnå et afkast, slutter Per Hansen.