Dyr dag for Novo-aktionærer: Taber mandag 11,7 procent
Novo lukker mandag med et fald på 11,7 procent. Det svarer ifølge Marketwire til tab på 204,5 milliarder kroner.
Novo Nordisk-aktien lukker mandag med et fald på 11,7 procent.
Faldet betyder, at aktionærerne i Novo samlet har tabt 204,5 milliarder kroner i aktieværdi ifølge Marketwire.
Aktiedykket skyldes problemer med en leverandør i USA og vil påvirke salget af Novo Nordisks fedmemiddel Wegovy i 2022. Det oplyste Novo Nordisk fredag aften.
Ifølge Novo Nordisk har leverandøren, der fylder sprøjter med midlet, midlertidigt stoppet sine leverancer. Det skyldes, at leverandøren har problemer med "god fremstillingspraksis".
Fedmemidlet ventes at være en af Novos store sællerter i de kommende år, men Novo forventer ikke at kunne få ret mange nye patienter til at begynde på midlet i første halvdel af 2022 på grund af problemerne.
Stor stigning i 2021
Det store kursfald til Novo Nordisk skal ses i lyset af, at aktien er steget massivt gennem 2021 - blandt andet på grund af et højere end ventet salg af netop fedmemidlet Wegovy.
Trods kursfaldet mandag er Novo-aktien alene i år steget med knap 60 procent.
Ved indgangen til året havde Novo Nordisk en markedsværdi på omkring 750 milliarder kroner.
Det er ikke kun Novo Nordisk, som har en dårlig mandag på det danske aktiemarked. Hele 24 af 25 aktier i C25-indekset falder.
Aktiemarkedet er præget af stor usikkerhed, da spredningen af omikronvarianten af coronavirus har øget frygten for endnu flere restriktioner verden over.