Business

Fiskefabrik tabte 800.000 kroner, da de ansatte fik corona

Der har været fokus på antallet af indlagte, men antallet af coronasmittede og sygefravær er også et problem, siger virolog.

På fiskefabrikken Mondo Mar Marine Foods blev der pludseligt noget mere stille.

For få uger siden ramte et større coronaudbrud virksomheden i Hanstholm ved Thisted i Nordjylland. Først testede 23 ud af 37 produktionsmedarbejdere positive, og i løbet af de efterfølgende dage blev yderligere tre ramt.

- Vi er vant til at have ansatte, der bliver syge løbende. Men det her var voldsomt, fordi hele produktionen blev lagt ned. Fra den ene dag til den anden var der så mange smittede. Det var en chokerende oplevelse, siger Per Andersen, der er direktør og ejer af Mondo Mar Marine Foods.

Der var nogle medarbejdere, der tilbød, om vi ikke kunne lave et aftenhold for alle de smittede

Per Andersen, ejer og direktør for Mondo Mar Marine Foods

Han anslår, at smitteudbruddet kostede virksomheden cirka 800.000 kroner, hvoraf halvdelen var løn til de coronasmittede, mens de var i karantæne.

- Derudover har ni personer bare ikke samme produktionskapacitet som 37. Så vi tabte en masse penge. At vi ikke kunne levere til vores kunder giver også et tab, man ikke rigtig kan gøre op, for så søger de andre steder hen, siger Per Andersen.

En tilbagelænet holdning

Ser man på smittetallene, er der efterhånden lige så mange nysmittede om dagen, som der var inden nedlukningerne i december og januar for et år siden.

Det selvom to tredjedel af den danske befolkning er vaccineret mod sygdommen.

Tal fra Statens Serum Institut viser ydermere, at det ikke mindst er folk i aldersgrupperne 20-39 år og 40-64 år, der bliver testet positive i øjeblikket.

Det er oftest disse aldersgrupper, der er på arbejdsmarkedet, og derfor rammer smitten virksomhederne ekstra hårdt.

- Vi har haft en lidt tilbagelænet holdning over for antallet af smittede, for så længe de ikke generede sundhedsvæsenet, var de ikke et problem. Men nu kan jeg forstå, at det er et problem med meget sygefravær, siger Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet.

Han mener derfor godt, at man kunne overveje tiltag, der kunne bremse smitten på arbejdspladser. Det vil også give en øget fokus på problemet, som vil være med til at sænke smittespredning andre steder så som i offentlig transport, vurderer han.

Vil dele regningen i to

Det var netop derfor, at regeringen, arbejdsgiverne og arbejdstagerne i sidste uge indgik en såkaldt trepartsaftale, der skulle gøre det muligt for virksomheder at kræve et gyldigt coronapas af deres ansatte, når de mødte ind på arbejde.

For at det kan lade sig gøre, skal ordningen dog først godkendes af Folketinget, og lige nu er forventningen, at det kan ske næste fredag.

Står det til store erhvervsorganisationer som Dansk Erhverv og SMVdanmark, bør man dog gå endnu længere for at sikre virksomhederne mod store tab som følge af smitteudbrud.

Coronapasset er nemlig ingen garanti for at undgå smitte, og derfor bør en regel fra tidligere i krisen genoplives, lyder det fra de to organisationer.

Det drejer sig om en særregel, der gjorde det muligt for virksomheder at få refusion af sygedagpenge fra første dag, en medarbejder er syg med corona.

I virkeligheden skyder man sig selv og virksomheden i foden, fordi man smitter andre

Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet

Som reglerne er i dag, skal en virksomhed i udgangspunktet selv dække for de første 30 dage en syg medarbejder er væk. Men efter halvandet års coronakrise er det ikke holdbart, mener SMVdanmarks direktør Jakob Brandt:

- Vi har defineret corona som en samfundssygdom, og så må samfundet også tage omkostningerne. Det er en retfærdig måde at dele regningen på, for virksomheder skal stadig betale den del, der ligger over sygedagpengene og op til medarbejderens almindelige løn. Så det er en halv regning til staten og en halv regning til virksomheden.

Man skyder sig selv og virksomheden i foden

På fiskefabrikken i Hanstholm glæder direktør og ejer Per Andersen sig over udsigten til, at han kan bede om coronapas fra sine medarbejdere.

Han erkender, at det kan virke som et stort skridt i forhold til medarbejdernes frihed, men omvendt er det også ”uretfærdigt over for de andre, der er nervøse for at arbejde på samme fabrik som nogle, der måske er smittet”, siger han.

Fra Allan Randrup Thomsen lyder opfordringen også til, at man bliver hjemme, hvis man har symptomer.

- Man tror måske, man hjælper ved at møde op, selvom man er syg. Men i virkeligheden skyder man sig selv og virksomheden i foden, fordi man smitter andre. Det skal man lade være med, siger virologen.

Samme vilje til at hjælpe oplevede Per Andersen også, da størstedelen af hans medarbejdere blev sendt hjem:

- Der var nogle medarbejdere, der tilbød, om vi ikke kunne lave et aftenhold for alle de smittede og så et dagshold for de ikke-smittede. Det kunne man jo ikke, men det viser velviljen, siger Per Andersen.