Business

Kinesisk influencer sælger for 10 milliarder kroner på 12 timer

Læbestiftskongen Li Jiaqi er en af supersælgerne til Singles' Day, som er verdens største online shoppingfestival.

Når kinesiske kvinder skal købe makeup, søger de ofte gode råd på sociale medier først, og de lytter især til 30-årige Li Jiaqi, der er kendt som læbestiftkongen i Kina.

Han har tidligere præsteret at sælge 15.000 læbestifter på 5 minutter via Kinas største e-handelsplatform, Taobao, der er ejet af techgiganten Alibaba.

Nu har han igen overgået sig selv og alle andre influencere ved at sælge, for hvad der svarer til mere end 10 milliarder kroner på 12 timer. Det skete ifølge China Economic Daily i forbindelse med en livestreaming-event som optakt til verdens største shoppingfestival Singles' Day, som foregår 11. november

Valentinsdag for singler

Singles' Day blev oprindeligt startet af en gruppe unge kinesiske studerende i 1990'erne, som var trætte af, at de aldrig fik gaver til valentinsdag. Derfor besluttede de at lave en dag, hvor de måtte købe gaver til sig selv. Det skulle selvfølgelig være 11/11, fordi ettallerne symboliserer singlelivet.

I 2009 greb Alibaba muligheden og lancerede den første Singles' Day-kampagne med en masse gode tilbud. Siden har det udviklet sig til en global event, og virksomheder over hele verden rider i dag med på bølgen.

I 2012 overhalede de kinesiske salgstal Black Friday i USA, og de seneste år har omsætningen på Singles' Day overhalet de to store amerikanske e-handelsdage Black Friday og Cyber Monday tilsammen.

Sidste år omsatte Alibaba for 475 milliarder kroner fra 1. til 11. november, hvilket var en stigning på 26 procent sammenlignet med året før, og der ventes ny rekord i år.

Videoshopping boomer

Livestreaming er en kæmpe industri i Kina. Det startede som ren underholdning i stil med Youtube, men i 2016 lancerede Alibaba en moderne variant af tv-shopping på Taobao-platformen under navnet Taobao Live. I stedet for blot at klikke på forskellige produkter og læse om dem kan man følge forskellige liveudsendelser, hvor influencere introducerer og lokker.

Li Jiaqi er en af de allerstørste. Han har mere end 80 millioner følgere på forskellige kinesiske platforme, og hans anbefaling af et produkt kan være afgørende for succes eller fiasko.

Normalt er der omkring 20 millioner mennesker, som deltager i hans livestreaming-events, men i det seneste event deltog 250 millioner mennesker. Det er usædvanligt mange selv i Kina.

Men Li Jiaqi kan noget ganske særligt.

Ekspert i læbestifter

På blot fire år er han gået fra at være en almindelig butiksansat, der solgte L’Oreal-produkter til at være Kinas absolut mest populære og rigeste influencer. I 2019 tjente han ifølge South China Morning Post omkring 200 millioner kroner.

Men hvordan er det gået til, at en mand kan blive ekspert i læbestifter?

Forklaringen er, at han er karismatisk, sjov og underholdende med sin lyse, behagelig stemme og engelske udbrud som "Oh my God" og "All girls". Men vigtigst af alt ved han, hvad han taler om.

Han er ekstremt overbevisende, når han kritiserer produkter eller malende fortæller om de smukke farver og effekter. Han tager sig god tid til at svare på spørgsmål undervejs.

Desuden insisterer han på at prøve læbestifterne på sine egne læber i stedet for blot at påføre dem på armen, som de fleste skønhedsbloggere har for vane. Han har engang prøvet 380 forskellige læbestifter under en livestreaming, der varede 7 timer.

Forbud kan være på vej

Cirka 80 procent af Li Jiaqis følgere er kvinder, men han har blandt andet fortalt til Arte TV, at der kommer flere og flere mandlige deltagere. Det er en voksende tendens i hele verden, at unge mænd går med makeup, men udviklingen har især taget fart i Asien og ikke mindst i Kina.

Det kan dog snart være slut med mandlige influencere i skønhedsindustrien, for den kinesiske regering udstedte i september et forbud mod "kvindagtige mænd og anden abnorm æstetik" på tv og opfordrer i stedet til, at man promoverer "uovertruffen kinesisk kultur".

Forbuddet har endnu ikke ramt internettet, men det kan være et spørgsmål om tid.