Business

Disneys indtjening halter på grund af stille forlystelsesparker

Beskeden tilgang af streamingkunder og stille forlystelsesparker gør, at Disney skuffer i fjerde kvartal.

Coronapandemien sætter øjensynligt stadig sit præg på den amerikanske underholdningsgigant Disney.

Selskabet skuffer i hvert fald i dets fjerde kvartal, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er det især de amerikanske rejserestriktioner, der gør, at Disneys forlystelsesparker har det svært. Selv om besøgstallene er steget siden sidste år, har indtjeningen været langt under det forventede.

Selskabet regner ikke med, at antallet af internationale besøgende vil være oppe på samme niveau som inden pandemien før udgangen af 2022, siger Disneys økonomichef, Christine McCarthy, til Reuters.

Disney+ skuffer

Men det var ikke bare på forlystelsesparkfronten, at Disney leverede under det forventede.

Også selskabets streamingplatform Disney+ skuffede.

Bare 2,1 million nye betalende abonnenter tilmeldte sig tjenesten i det nyligt sluttede kvartal. Det er kun lidt mere end en femtedel af, hvad analytikere havde forventet for kvartalet.

Dermed kan Disney skæve nervøst til konkurrenten på streamingområdet Netflix, som i samme periode formåede at skaffe mere end dobbelt så mange kunder til dens streamingtjeneste. 4,4 millioner nye Netflix-abonnementer blev der tegnet.

Lavede stadig overskud

Dermed ligger Netflix stadig lunt i svinget sammenlignet med Disney. Netflix har i øjeblikket 214 millioner abonnenter mod Disneys 118 millioner.

Disneys indtjening steg i kvartalet til 18,53 milliarder dollar, som svarer til cirka 119,1 milliard danske kroner. Det er et spring på 26 procent fra 14,71 milliarder dollar (94,5 milliarder kroner) i samme periode sidste år.

Disney fik trods alt vendt et underskud på 710 millioner dollar (cirka 4,56 milliarder kroner) til et overskud på 159 millioner dollar (cirka 1,02 milliarder kroner), men det var altså stadig et godt stykke under, hvad analytikere og selskabet havde forventet.