Business

Han er døv, VVS’er og måske en del af løsningen på økonomiens store hovedpine

Omkring 50.000 ledige med et handicap står klar til at tage et job inden for to uger, anslår ny beregning.

Når Ali Shiripour svarer, farer hans arme, hænder og fingre rundt.

Han nikker, smiler og gestikulerer, men der kommer ikke nogen ord ud af hans mund, for det hele foregår på tegnsprog.

Han er uddannet VVS’er, døv og arbejder i dag for Coor, en af de største virksomheder inden for facility management i Norden.

Som oftest kommunikerer han med kunder og kollegaer med hjælp fra et taleprogram på sin telefon.

Når det er nødvendigt med en tegnsprogstolk, yder det offentlige et tilskud til udgifterne.

Men i mødet med arbejdsmarkedet har Ali Shiripour på egen krop alligevel oplevet de udfordringer og fordomme, der følger med at have et handicap.

- Da jeg skulle have en læreplads, søgte jeg måske op mod 100 forskellige steder. Halvdelen af dem afviste mig, fordi jeg var døv og havde et handicap. Jeg synes, at det var helt vildt hårdt, forklarer Ali Shiripour med ord, der bliver sagt højt af en tegnsprogstolk.

En ny beregning fra foreningen Danske Handicaporganisationer viser, at adskillige tusinde personer med et handicap i øjeblikket kæmper for at få foden inden for på arbejdsmarkedet.

Faktisk står omkring 49.000 personer med handicap klar til at tage et job inden for de næste to uger, vurderer Danske Handicaporganisationer.

Et uforløst potentiale

Beregningen fra Danske Handicaporganisationer bygger på en rapport fra Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, der anslår, at omkring 760.000 danskere i alderen 16-64 år har et handicap.

Blandt dem er 55 procent allerede i arbejde, men i omegnen af 49.000 ekstra sæt hænder kunne altså tilføjes det danske arbejdsmarked, hvis alle med handicap, som kan tage et job inden for to uger, fik muligheden.

Ifølge Mona Larsen, der er seniorforsker ved Vive og en af forfatterne bag rapporten, er det typiske nemmere for folk med et handicap at komme ud på arbejdsmarkedet, når det går godt med økonomien.

- Så der er et potentiale i forhold til at få nogle personer med handicap ud i arbejde, nu hvor man står og mangler arbejdskraft, siger hun til TV 2.

- Mit bedste råd er at blive ved

Samme opfattelse har Thorkild Olesen, der er formand for Danske Handicaporganisationer. Han ser også den bragende økonomi og den rekordlave ledighed som en åben dør for personer med handicap, der gerne vil i arbejde.

- Hvis virksomhederne vil have den ekstra arbejdskraft, er de nødt til at tage os. Så nu håber jeg, at alle fordomme og tanker, om hvad der kan og ikke kan lade sig gøre, bliver lagt væk, siger Thorkild Olesen til TV 2.

Netop manglen på ledige er et af de store problemer for økonomien i øjeblikket. Der har således aldrig før været så mange i beskæftigelse, som det er i øjeblikket, og samtidig er antallet af ledige på det laveste niveau siden før finanskrisen i 00’erne.

Til spørgsmålet, om hvordan man bedst får endnu flere med handicap ind på arbejdsmarkedet, peger Mona Larsen fra Vive på økonomisk hjælp fra kommunerne som et vigtigt parameter.

- Betænkelighederne (for virksomhederne, red.) reduceres betydeligt, hvis kommunerne giver økonomisk støtte, siger hun.

Fra Ulla Amtoft, der er HR-direktør i Coor, hvor VVS’eren Ali Shiripour arbejder, lyder rådet, at man som virksomhed ”skal tænke i løsninger i stedet for udfordringer” og ”have hjertet med”.

Men også det enkelte individ med et handicap kan gøre noget, mener Ali Shiripour:

- Mit bedste råd er at blive ved og ikke give op.