Kommunalvalg

Virksomheder opgiver at få hjælp fra jobcentre: - Det er helt umuligt, siger ejer

Andelen af arbejdsløse har ikke været lavere siden før finanskrisen. Det presser arbejdsmarkedet.

For Bo Larsen er løsningen blevet opslag på sociale medier og en headhunter til at finde lagermedarbejdere.

Tidligere søgte han gennem kommunernes jobcentre for at finde den næste medarbejder til sit firma HW Larsen, men i dag er hjælpen for lille og konkurrencen for stor.

- For ti år siden brugte vi jobcentrene, men i dag er det helt umuligt. Det kan ikke lade sig gøre, siger Bo Larsen, der har ejet og styret sit firma, som sælger køkkenudstyr, siden 2000.

En rundspørge fra landets største erhvervsorganisation, Dansk Industri, viser, at Bo Larsen ikke er alene.

I to ud af tre kommuner er virksomhederne generelt mindre tilfredse med jobcentrene, end de var for et år siden. Og mange virksomheder går andre veje for at få besat ledige stillinger.

Hvad skal TV 2 skrive om?

Er der noget, du gerne vil have, at TV 2 skal skrive om under valgkampen?

Så skriv til 1234@tv2.dk.

- Det stresser hele systemet

Jobcentrene i Danmark ejes og styres af kommunerne. Formålet er at hjælpe ledige i arbejde, og udgifterne anslås til cirka 13 milliarder kroner om året.

De seneste måneder har det dog ikke skortet på kritikken, og flere kommunale jobcentre har fået kritik for slet ikke at have henvist nogen personer gennem flere år.

Opgørelsen fra Dansk Industri viser, at det særligt er på Sjælland, at virksomhederne er utilfredse med den hjælp, jobcentrene yder midt i et historisk beskæftigelsesboom.

- Vi mangler medarbejdere på stort set alle poster. Vi har lige fået besat én stilling, men det tog tre gange så lang tid som før coronakrisen, siger Bo Larsen, der har flere butikker i Hovedstadsområdet.

Han fortæller, at de nuværende medarbejdere er nødt til at arbejde over, fordi virksomheden ikke kan få lige så mange medarbejdere, som de gerne vil have.

- Så det stresser hele systemet, og det går sandsynligvis også lidt ud over salget på den lange bane, siger han videre.

To til et jobmatch

I en anden undersøgelse, som Dansk Erhverv gennemførte i 2019, svarede seks ud af ti virksomheder, at de benyttede sig af sociale medier som Facebook og LinkedIn, når de skulle rekruttere nye medarbejdere.

Kun tre ud af ti angav omvendt, at de havde fået hjælp af jobcentrene eller jobcenterets database over jobs, Jobnet, til at finde nye medarbejdere.

Vi har ikke fået de medarbejdere, vi har bedt om

Bo Hansen, HW Larsen

Franz Hansen (S), der er byrådsmedlem og formands for beskæftigelsesudvalget i Brøndby Kommune, mener dog, at kritikken er forkert. Han peger i stedet på, at virksomhederne selv spiller en central rolle.

- Når man skal have et godt samarbejde, skal der to til det. Hvis man ikke arbejder sammen, lykkes det ikke. Virksomhederne skal i første omgang henvende sig til jobcentret, men det springer de over i øjeblikket, siger Franz Hansen.

Han peger derudover på, at jobcentrene ikke er bedre end de ledige, der kommer ind. Der er nødt til at være et match mellem en ledig og et arbejde, for ellers ”spilder begge tiden”, lyder det fra kommunalpolitikeren.

Derfor er det ikke blevet lettere de seneste måneder, hvor beskæftigelsen har sat rekord og andelen af ledige er på det laveste niveau siden før finanskrisen i 00’erne.

Samme pointe kommer fra Bo Larsen, der netop har været nødt til at være kreativ i sin jagt på nye medarbejdere af den årsag:

- Vi har ikke fået de medarbejdere, vi har bedt om. Vi kan snildt få nogle, som vi kan hjælpe i aktivering, men ”rigtige” lagermedarbejdere har vi ikke fået, siger virksomhedsejeren.