Business

Større salg i USA næsten fordobler Pandoras overskud

Pandora har i tredje kvartal tjent 635 millioner kroner. Det er især drevet af et større smykkesalg i USA.

Et stigende salg af smykker er med til næsten at fordoble Pandoras overskud.

Det viser regnskabet for tredje kvartal fra den danske smykkeproducent.

I perioden, der går fra juli til september, har Pandora samlet tjent 635 millioner kroner. Det er en stigning på 85 procent i forhold til året før.

En af årsagerne til den store fremgang er et øget salg. Pandoras omsætning er således vokset med 16 procent til 4,7 milliarder kroner.

Af regnskabet fremgår det, at det især er et øget salg i USA, som i forvejen er Pandoras største marked, der driver fremgangen.

- USA, vores største marked, fortsatte den fantastiske udvikling og viste endnu en gang større vækst end resten af markedet, siger Alexander Lacik, der er den administrerende direktør i Pandora.

Salg i Asien hårdt ramt

I Europa har salget også generelt udviklet sig positivt, uden at det har været i samme væksttempo som i USA.

Til gengæld har salget i Asien og særligt i Kina været hårdt ramt af covid-19 og følgerne af virusset.

Bare i Kina er salget faldet med 33 procent til 233 millioner kroner.

Trods tilbagegangen i Kina er væksten i USA og andre markeder nok til at have gjort Pandora mere optimistisk omkring udsigterne for 2021.

Forleden opjusterede selskabet således sine forventninger til både salget og indtjeningen for 2021.

Opjusteringen var bundet op på flere forhold.

Et af dem er, at fem procent af butikkerne vil være midlertidigt lukket eller væsentligt påvirket af corona i fjerde kvartal.

I øjeblikket er det ligeledes fem procent af butikkerne, der er berørt af corona i en væsentlig grad.

Pandora sælger sine smykker via både samarbejdspartnere og egne butikker. I alt har selskabet 2600 egne butikker rundt om i verden.

Selskabet beskæftiger 26.000 personer globalt.