Business

Boom i priser på el og gas trækker op i Ørsteds resultat

Lavere vindhastigheder betyder, at der ikke er produceret så meget strøm fra Ørsteds vindmølleparker.

Energiselskabet Ørsted har nydt godt af den seneste tids kraftige stigning i priserne på gas og el.

I Ørsteds forretningsdivision Bioenergy & Other er salget i tredje kvartal steget 54 procent til 6,6 milliarder.

Samtidig er driftsoverskuddet tredoblet til 1,2 milliarder kroner. Det viser regnskabet for tredje kvartal.

Ifølge Ørsted har priserne på gas været seks gange højere end normalt, mens elprisen har været tre gange over normalen.

- Dette skyldtes ekstraordinært gode resultater fra vores kraftvarmeværker og en høj indtjening fra vores gasforretning, skriver Ørsted i regnskabet.

Vil firdoble sin position

Selv om Ørsted har fået flere penge i kassen på grund af de stigende el- og gaspriser, er det ikke nok til at sikre samlet fremgang for koncernen, der satser på en fremtid med fokus på vind- og solenergi.

For hele Ørsted-koncernen er driftsoverskuddet gået ned i kvartalet, hvor det er faldet med knap 400 millioner kroner til 3,4 milliarder kroner.

Det skyldes blandt andet, at det ikke har blæst så meget og derfor ikke produceret så meget strøm fra de vindmølleparker, som Ørsted ejer.

Ørsted offentliggjorde tidligere i år en ambition om at firedoble sin position inden for vedvarende energi frem mod 2030.

Selskabet vil det kommende årti opføre 50 gigawatt (GW). Det er primært vindmølleparker, men også solcelleparker.

Gigawatt er en enhed, der fortæller, hvor meget strøm for eksempel en vindmølle kan producere.

Frem til nu har Ørsted sikret sig kontrakter, der betyder, at man kan nå op på 18 GW, oplyser Ørsted i regnskabet.