Business

I år kan dine julegaver blive fysisk mindre end normalt

Større og billigere produkter står bagerst i køen, når containerskibene skal lastes.

I shippingindustrien taler man ofte om containere på enten 20 eller 40 fod, og normalt kunne du være fuldstændig ligeglad.

Men verden er ikke normal i øjeblikket.

Vi står midt i en forsyningskrise, og størrelsen på en container, du aldrig har set, kan komme til at have en betydning for, hvilke gaver der ender under dit juletræ om et par måneder.

I shippingindustrien er plads nemlig lig med penge, og i øjeblikket er priserne ikke bare skruet højere op end nogensinde før. Der er også et større pres for at få flere ting med i containere, end der har været tidligere.

Det betyder, at producenter og leverandører er nødt til at prioritere benhårdt, når de regner på, hvilke varer det bedst kan betale sig at sende fra fabrikkerne i Østen til forbrugerne i Vesten.

Taberne er særligt de store og relativt billige varer, der får svært ved at finde vej til hylderne i Danmark.

Det handler om størrelsen

Det internationale medie CNN har talt med en række legetøjsproducenter, der alle står i dilemmaet med pris, plads og kundernes præference.

En af producenterne, Basic Fun fra Florida, får både fremstillet Care Bear-bamser, legetøjslastbiler og små klemmefigurer, der hedder Mash’ems, i Østen til forbrugerne i USA.

De tre slags legetøj er kun en brøkdel af det samlede sortiment, men de viser det problem, der er med pakkerne og pladsen.

I øjeblikket kysser vi enhver container, der kommer ind med varer

Jesper Boysen, administrerende direktør for Power

Mens Basic Fun kan pakke for 100.000 dollars af de små Mash’ems-figurer, er der nemlig kun plads til for 80.000 dollars af de lidt større Care Bear-bamser eller for 40.000 dollars af de endnu større legetøjslastbiler i samme container.

Det betyder, at legetøjslastbilerne kommer bagerst i køen, når der skal pakkes containere, fortæller Basic Funs administrerende direktør, Jay Foreman, til CNN:

- Jeg vil hellere sælge færre lastbiler og ikke være nødt til at hæve prisen ekspotentielt, for jeg kan sælge lastbilerne igen til næste år.

En stol vs. en iPhone

Men det er ikke kun legetøjsproducenter, der i øjeblikket står med samme kalkule.

Inden for elektronik, hvor der kan være endnu større forskelle i både pris og størrelse, er man også nødt til at regne på varens og emballagens størrelse, pris og værdi.

- Vi forsøger at få alle vores varer hjem, så godt vi kan, men vi kan bare bekræfte, at de store pakker ikke altid er de nemmeste at få hjem, siger Ditte Opstrup Andersen, der er kommunikationschef i Elgiganten, til TV 2.

Hun nævner gamerstole som en produktkategori, der er udfordret af den manglende containerplads.

Stolene fylder nemlig en del, og når man skal holde deres størrelse og pris op imod eksempelvis smartphones, er det ikke svært at forstå, hvorfor det bedre kan betale sig at sende iPhones med et fyldt containerskib eller fragtfly.

"Tårnhøj" risiko for manglende varer

Også Jesper Boysen, der er administrerende direktør for elektronikkæden Power, bekræfter, at pris og størrelse er blevet parametre, der måles efter, når varer skal sejles hjem til de danske kunder.

Jo billigere en vare er, desto større andel udgør transportomkostningerne – for prisen på en container er den samme, uanset om butikken kan få 1000 eller 10.000 kroner for varen.

Derfor har producenterne også rettet blikket mod dyrere modeller og mærker, fortæller Boysen.

- De helt billige køleskabe ser vi for eksempel ikke noget til for tiden. Det er simpelthen for dyrt at få dem sendt afsted. Så i stedet for at betale en meget høj transportomkostning for et billigt køleskab køber man måske et lidt dyrere og bedre køleskab, siger Jesper Boysen.

Han tror ikke, at der kommer generel mangel på en hel varegruppe såsom støvsugere eller køleskabe. Men risikoen for, at bestemte modeller pludselig ikke kan købes, betegner han som "tårnhøj".

Hvis man allerede nu ved, hvad man vil give i julegave, kan det derfor være en god idé at købe det i god tid, lyder det.

- Der er ikke nogen, der kan garantere, hvilke varer der bliver ramt, når vi kommer et par måneder længere frem. I øjeblikket kysser vi enhver container, der kommer ind med varer.