Business

Håndbremsen er trukket for handel med Evergrande-aktier – markeder i skarpt fald

Virksomheden får nu 32 milliarder kroner i kassen. Men den skylder omtrent 1955 milliarder kroner.

Mandag morgen er handlen med den kinesiske ejendomsudvikler Evergrandes aktier suspenderet på børsen i Hongkong.

Det skriver The Guardian og Reuters.

Evergrande har den seneste tid været tynget og truet af enorme gældsposter, som virksomheden, der er verdens 122. største, ikke har formået at betale før forfaldsdatoen.

Den seneste tid har bekymringer om, at virksomhedens kollaps kan få hårde konsekvenser for verdensøkonomien, hersket i store dele af finansverdenen.

Ifølge Reuters skyldes suspensionen med aktiehandlen, at Evergrande mandag har frasolgt en del af sin ejendomsafdeling for fem milliarder dollars – omtrent 32 milliarder kroner – til et andet kinesisk ejendomsfirma Hopson Development.

Firmaet har imidlertid fortsat 305 milliarder dollars – omtrent 1955 milliarder kroner – i gældsposter.

I kølvandet på at håndbremsen på Evergrande-aktierne er blevet trukket, er Hongkongs Hang Seng-indeks faldet med 2,5 procent, mens Nikkei-indekset i Tokyo er faldet med mere end én procent.

De to indekser er udtryk for, hvordan de største og vigtigste virksomheder på de to store asiatiske børser klarer sig.

Ikke et nyt Lehmann-øjeblik

Evergrandes økonomiske situation har tidligere fået analytikere og investorer til at frygte, at et kollaps af virksomheden vil ligne finansgiganten Lehmann Brothers' kollaps, der i 2008 sendte verden ud i en finanskrise.

Forsker hos den uafhængige økonomiske tænketank Lowy Institute Peter Cai siger dog til The Guardian, at det ikke behøver at være tilfældet.

- På trods af Evergrandes størrelse tror jeg, det er meget usandsynligt, at det vil forårsage den samme systematiske nedsmeltning, som vi oplevede i 2008, siger Peter Cai til The Guardian.

Desuden anslår han, at selvom Evergrande er et stort firma, er Kinas banker af sådan en størrelse, at de vil være i stand til at absorbere det slag, som et eventuelt kollaps af Evergrande vil medføre.