Minkavler: Dansk produktion er gået til blandt andet Rusland og Grækenland

I flere europæiske lande er det tilladt at holde mink. Andre europæiske lande har forbud, mens Danmark og to andre lande har midlertidige forbud.

Den produktion af mink, Danmark har mistet på grund af det midlertidige forbud mod minkhold, er blandt andet gået til lande i det østlige og sydlige Europa og til Kina.

Det siger Erik Westergaard fra Gjøl i Nordjylland til TV 2. Han er en af de minkavlere, der havde håbet på, at det midlertidige forbud mod minkavl ikke blev forlænget.

- Den danske produktion er blandt andet gået til lande som Rusland og Ukraine i øst, siger Erik Westergaard, der selv var på studiebesøg på flere russiske minkfarme i 2019.

Det var inden coronapandemien, som foreløbig er skyld i, at han nu har 29 tomme stalde på minkfarmen i Nordjylland.

Regeringen og dens støttepartier agter at forlænge forbuddet mod hold af mink i Danmark til og med 2022.

Mink på danske stammer

Danske minkfarmere har selv forsynet deres kolleger i øst med kilden til at overtage den danske produktion.

- I flere af de lande bliver der produceret mink på danske stammer, siger Erik Westergaard,

En oversigt fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, som TV 2 er kommet i besiddelse af, viser, hvordan situationen i forhold til minkhold er i en række europæiske lande.

I flere lande er der totalt forbud mod minkhold, i tre lande - blandt dem Danmark - er der et midlertidigt forbud, og i en række andre lande er det stadig tilladt at holde mink.

Rusland er dog ikke blandt de lande, der er omfattet af oversigten. Men minkhold er stadig tilladt i Rusland, og tidligere i år blev en vaccine mod coronavirus til blandt andet mink ifølge Ritzau godkendt i landet.

Også i lande som Grækenland og Spanien producerer minkfarme mink baseret på danske stammer, fortæller Erik Westergaard. Og så er Kina en stor spiller på verdensmarkedet for mink.

- De er gode til at bruge hele skindet. Og så er de rigtigt dygtige til at få deres lagre til at strække lang tid i en situation, hvor udbuddet af skind ikke er så stort, siger Erik Westergaard.

Grækenland og Spanien er blandt de europæiske lande, hvor det stadig er tilladt at holde mink, viser oversigten fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Det er også stadig tilladt i Ukraine, selvom der i 2019 blev fremsat lovforslag om forbud mod minkhold af dyreetiske grunde. Men lovforslaget blev ikke vedtaget, og der er ifølge oversigten ikke planer om at foreslå det igen.

Tilladt at holde mink til avl i Sverige og Italien

De øvrige europæiske lande, hvor det ifølge oversigten stadig er tilladt er holde mink, er Letland, Litauen, Finland, Polen, Rumænien og Bulgarien, viser oversigten.

To andre europæiske lande har ligesom Danmark midlertidigt forbud mod minkhold - Sverige og Italien. I begge lande er det dog stadig tilladt at holde mink til avl.

En række europæiske lande har indført forbud mod minkhold, blandt dem store vesteuropæiske lande som Frankrig og England. England og Wales var i 2000 blandt de første europæiske lande, der forbød minkhold. Det skete af hensyn til dyrevelfærd.

I Tyskland blev der i 2017 indført så strenge krav til pelsdyrdrift, at det ikke længere var rentabelt. Den sidste tyske minkfarm lukkede i 2019.

I Norge blev der indført et forbud i 2019, også begrundet i dyrenes velfærd.

Ministeriet gør i noter til oversigten opmærksom på, at oplysningerne fra Frankrig og Grækenland ikke er bekræftet fra de to lande.

To europæiske lande - Cypern og Malta - har aldrig haft minkavl.