Business

Bekymring for mulig kinesisk konkurs rammer børsen i Japan

De globale aktiebørser har fået rød start på ugen på grund af bekymring for mulig gigantkonkurs i Kina. Virksomheden lover at betale i tide.

Det japanske aktiemarked åbner tirsdag negativt med et fald på over to procent.

Kurserne bliver trukket ned på bekymring over en mulig finanskrise i Kina, hvis den store ejendomsudvikler Evergrande kollapser.

Det siger en analytiker ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Det japanske marked, der var lukket mandag, forventes at blive domineret af salgsordrer. Investorer er afskrækkede af den globale børsnedtur, som følge af den økonomiske krise i Kinas Evergrande, siger Yoshihiro Ito fra Okasan Securities.

Investorer nervøse over hele verden

Mandag lukkede de europæiske og amerikanske aktiemarkeder i rødt af samme årsag.

- Den mulige konkurs gør aktieinvestorerne i hele verden nervøse, sagde Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, efter at det danske aktieindeks C25 endte mandagen med et fald på 1,4 procent.

Evergrandes samlede gæld er på 305 milliarder dollar - eller 1925 milliarder kroner.

Jacob Pedersen tror dog ikke, at en mulig konkurs vil udløse en ny finanskrise i stil med den, som kollapset i den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers udløste i slutningen af 00'erne.

Det skyldes blandt andet, at det i hans optik ligner et kinesisk fænomen.

- Vi ved også, at styret har haft lup på det i et stykke tid, så de har forhåbentlig lagt en plan for, hvordan Evergrande kan afvikles, sagde han mandag.

Afgørende dage

De kommende dage kan blive afgørende for, om Evergrande klarer skærene eller ej, fordi selskabet skal betale renter på sine obligationslån. Torsdag skal Evergrande således betale 84 millioner dollar.

Det bliver en test af, hvorvidt Evergrande er i stand til at overholde sine forpligtelser over for kreditorer, skriver Bloomberg News.

Misligholder Evergrande sine betalinger, kan de kinesiske myndigheder eventuelt beslutte at komme selskabet til undsætning.

Selskabets bestyrelsesformand siger natten til tirsdag dansk tid, at Evergrande vil overholde alle sine betalingsforpligtelser. Det gælder både over for købere af ejendomme, investorer, partnere og finansielle institutioner. Det skriver Reuters.

Hidtil i år er kursen på Evergrandes aktier faldet med næsten 85 procent ifølge CNN.

Alene mandag blev der skåret ti procent af kursen på børsen i Hongkong, hvor Evergrande også er noteret og kan handles. Tirsdag er markedet i Hongkong åbnet negativt. De kinesiske børser holder ferielukket tirsdag.