Business

Fra mikrochips til gigantskibe: Sådan rammer forsyningskaos dansk fabrik i Kina

Den danske fabriksejer troede oprindeligt, at kaosset ville vare i et halvt år. Nu er der snart gået to år.

For Allan Sand har globale problemer givet lokale udfordringer.

Han ejer virksomheden Sand Future i Kina, der producerer højtryksrensere for nogle af verdens største værktøjsproducenter.

TV 2 har besøgt fabrikken i Shanghai i et forsøg på at kortlægge, hvordan forstyrrelser i forsyningskæderne og bøvl med verdenshandlen konkret rammer.

I snart to år har Allan Sand set problemerne indefra, og i dag kan de særligt inddeles i tre kategorier.

Øget efterspørgsel

Lige siden krisens start har efterspørgslen været rekordhøj.

Fordi forbrugere over det meste af verden ikke har kunnet bruge sine penge på rejser eller oplevelser, har mange i stedet svunget dankortet en ekstra gang og bestilt varer fra nettet eller handlet i en fysisk butik.

For Sand Future i Shanghai har de også kunnet mærke, at mange har tilbragt ekstra tid hjemme i egen have, og at flere har villet rense fliserne eller vaske bilen.

- Det er kommet lidt ud af det blå. Ingen havde regnet med det her, og nu har det snart stået på i to år. Alle er presset, men særligt hos os, der producerer, er det, fordi vi agerer efter prognoser, og det har været rigtig svært, siger Allan Sand til TV 2.

Han fortæller, at det normalt ikke er noget problem med perioder, hvor produktionen skal skrues i vejret. Dels kan man hyre flere medarbejdere, og dels kan man producere visse dele forud. Men denne gang har det været så ekstremt og i så lang tid, at Sand Future ikke helt har kunnet følge med efterspørgslen.

Jeg ved jo godt, at træerne ikke vokser ind i himlen

Allan Sand, Sand Future

Allan Sand forklarer det med et plastikkabinet, der skal bruges i højtryksrenserne, som et eksempel:

- Lad os sige, at vi kan fremstille ét plastikkabinet i minuttet. Men vi har ordrer nok til at producere fem i minuttet. Så er løsningen jo at købe mere værktøj til at fremstille med, men det koster mange penge og tager typisk tre-fire måneder. Så man træffer ikke bare lige den beslutning.

Mangel på mikrochips

Næste udfordring har fået skylden for alt fra manglende PlayStation 5’er til stigende priser på brugte biler:

Mikrochips eller halvledere, og manglen på dem har gjort nærmest alle teknologiprodukter dyrere og sværere at få fat i.

Normalt køber Sand Future mikrochips gennem underleverandører, men fordi deres egne kunder stiller sikkerhedskrav, kan de kun købe fra nogle enkelte mikrochip-producenter, som Sand Futures kunder har godkendt på forhånd.

- Så vi kan ikke bare shoppe frit rundt, og de her mikrochips er meget efterspurgte. Vi kan ikke bare få dem, og vi kan heller ikke få at vide, hvornår vi kan. Det er enormt frustrerende, siger Allan Sand.

I en højtryksrenser har mikrochips til opgave at styre batteriet eller selve værktøjet, men fordi nærmest alle produkter i dag har teknologi – og derfor mikrochips – i ét eller andet omfang, er der kamp om dem fra nærmest alle brancher.

Stigende shippingpriser

Endelig fremhæver Allan Sand shipping- og fragtproblemerne.

Fordi der over hele verden har været større efterspørgsel, har der været større kamp om pladsen på de store containerskibe. Samtidig satte et 400 meter langt fragtskib sig på tværs af Suezkanalen tidligere på året, hvilket skabte kaos og køer på de store sejlruter.

Ydermere har ganske få coronatilfælde blandt medarbejdere i nogle af verdens største containerhavne i Kina lukket dem helt eller delvist ned, hvilket har gjort køerne endnu længere og behovet for ledige containere endnu større.

Alt i alt har det presset fragtpriserne til rekordhøje niveauer.

For Allan Sand har problemet dog vist sig på en lidt anden vis:

Når højtryksrenserne er fremstillet, er det nemlig Sand Futures kunder, der har ansvaret for at fragte dem fra fabrikken i Shanghai til sælgerne over hele verden.

De stigende omkostninger har fået mange til at afvente situationen, og derfor hober højtryksrenserne sig i øjeblikket op på fabrikken i Kina.

- Der er en kæmpe spekulation i det her, for alle vil gerne udskyde det, og det forstår jeg godt. Der er stor forskel på, om man skal betale 2000 eller 20.000 dollars for at få fragtet en container, siger Allan Sand.

Lukkede fabrikker og andre problemer

Udover de tre store problemstillinger er der en række andre faktorer, der har eller kan påvirke højtryksrensernes rejse fra fabrikken i Shanghai til forbrugerne i Danmark:

  • I starten af pandemien var store dele af Kinas fabrikker lukket ned i en kortere periode. Allan Sand fortæller, at det ikke har påvirket siden, men det var med til at skabe en bunke fra pandemiens start.
  • Over det meste af den vestlige verden – ikke mindst i Danmark – er der i øjeblikket mangel på arbejdskraft. Det kan have betydning på alt fra aflastningen af containerskibe til lastbilchauffører eller sælgere i et byggemarked, der gør højtryksrensernes leveringstid længere eller dyrere.

Men trods de mange problemer håber Allan Sand alligevel, at efterspørgslen varer ved. Han anslår, at produktionen i øjeblikket svarer til 90-95 procent af de ordrer, der kommer ind, men så længe kunderne har forståelse, kan han godt leve med at have travlt:

- Jeg ved jo godt, at træerne ikke vokser ind i himlen. Men først troede jeg, at det her ville vare et halvt år. Nu er der snart gået to, og ingen i Kina forventer, at det slutter lige foreløbigt.