Business

Prisfesten kan være slut: Prognose forudser lavere priser på lejligheder

Mens lejligheder og sommerhuse forventes at falde i pris, forudser Nykredit almindelige prisstigninger på huse.

Prisfesten på lejligheder i landets større byer kan være slut om et års tid.

Det spår Nykredit i en ny prognose.

I 2023 forventes priserne på lejligheder i København, Aarhus, Odense og Aalborg nemlig at falde. Det fortæller Mira Lie Nielsen, som er boligøkonom i Nykredit.

- Vi har haft en længere periode, hvor vi kun har set boligpriserne gå opad. Men nu mener vi så, at vi kommer til at se et skifte med prisfald på lejlighedsmarkedet for første gang siden 2018, siger hun.

I starten er der kun tale om små prisdyk på under én procent. Men i de kommende år kan faldet blive langt større, spår Nykredit.

Højere skatter rammer priserne

Udsigten til de faldende priser skyldes ifølge Nykredit den nye skattereform på boligmarkedet, der træder i kraft i 2024.

Med reformen bliver der nemlig pillet ved ejendomsvurderingerne, hvilket for de fleste boligejere vil betyde langt højere boligskatter i de kommende år.

- Især for lejligheder er der tale om betydelige stigninger i beskatningsgrundlaget. Derfor skal nye ejere betale betydeligt mere i skat, forklarer Mira Lie Nielsen.

Selvom det er svært at spå om boligmarkedet, forventer Nykredit derfor, at købspriserne vil blive presset nedad allerede året inden, de nye regler træder i kraft.

Kan falde med op til 10 procent

På trods af at Nykredit kun spår næsten umærkelige prisfald i 2023, forventes dykket at tage fart i årene efter.

- Vi har endnu ikke lavet beregninger på hele markedet, men det er ikke urealistisk, at lejligheder kan falde med 5 til 10 procent på sigt, fortæller boligøkonomen.

Alligevel advarer hun kommende lejlighedskøbere mod at hænge i håndbremsen i håbet om at spare penge.

Markedet er nemlig langt fra altid forudsigeligt. Og samtidig er der en risiko for, at reformen, som Nykredit spår vil skabe prisfaldet, bliver udsat igen. Det er den allerede blevet i 2019.

- Man skal være meget varsom med at forsøge at time, hvornår man køber og sælger. For man risikerer at brænde fingrene og vente på et prisfald, der aldrig rigtig kommer, siger Mira Lie Nielsen.

Huspriser vender tilbage til normalen

Ser man i stedet på huspriserne, er der dog ifølge analysen stadig udsigt til stigende priser.

- Modsat på lejligheder er der en overordnet positiv effekt fra boligskattereformen. Hele tanken har været, at der skal betales mere skat på ejerlejligheder og mindre skat på huse udenfor de store byer.

Derfor spår Nykredit et husmarked, der vænner tilbage til mere normale tilstande efter et år med hidtil usete prisstigninger.

Samlet set forventes priserne på landsplan at stige med cirka to procent til næste år og tre procent i 2023. Til sammenligning forudser Nykredit en gennemsnitlig prisstigning på mere end 12 procent i år.

Sommerhusene siver

Til gengæld forudser prognosen tømmermænd på sommerhusmarkedet.

Efter en helt ekstraordinær efterspørgsel på feriehuse under coronaens nedlukninger, er salget nemlig aftaget markant.

Og det vil kunne mærkes, forudser Mira Lie Nielsen:

- De nyudbudte sommerhuse, der er kommet på markedet, er sat til meget høje priser. Det er nok mere, end markedet kan bære, og derfor tror vi, at vi ser ind i nogle år med sivende priser.